Hendes hænder rystede, selvom han klemte om hendes ene hånd, hun kiggede ham ind i
øjnene, hun kunne se, at han var ved at græde, men prøvede at skjule det. Ingen af dem sagde noget, de stod bare der og kiggede på hinanden. Til sidst trak hun blikket væk og gemte ansigtet i hænderne. Han lagde armene om hende og forsøgte at trøste, men tårerne blev ved med at trille ned af hendes kinder, som var det et vandfald. ”Jeg elsker dig” hviskede han til hende. Det sagde han så tit, som reelt hvis han ville have hende til at gøre et eller andet. Men den måde han sagde det på nu, fik det til at lyde, som om han virkelig mente det. Han slap hende, vendte sig og gik, uden at se sig tilbage. Hun stod længe og kiggede efter ham. Hun kunne ikke lade vær med at tænke på, hvad konsekvenserne kunne være. Hun havde før hørt folk fortælle om, at deres mænd var taget i krig, og aldrig vendt hjem.
Den nat græd hun sig selv i søvn, hun lå og kiggede, på den anden side af sengen, hvor han plejede at ligge, der var så tomt i huset. Der var et ubeskriveligt tomt hul i maven på hende, som gjorde ondt. Hun lå længe og tænkte på ham og også på det ufødte barn. Hvad skulle hun dog stille op og var hun overhovedet god nok som mor eller til at klare sig alene. Alle tankerne kørte rundt i hovedet på hende, som en ond drøm, der bare ikke
ville forsvinde. Langt om længe faldt hun i søvn.
Da hun vågnede næste morgen, skulle hun lige til at kalde på ham, da hun med et trist
udtryk i ansigtet, kom i tanke om, at han jo ikke var der. Hun stod op og gik med tunge skridt ud i køkkenet. Med lidt avispapir og et par tændstikker tændte hun op i komfuret, og satte en kedel over med vand. Hun lukkede øjnene, og forstillede sig, hvordan han plejede og komme ud i køkkenet til hende, lægge armene om hende hviske godmorgen og kysse hende på halsen. Med et spjæt, som om nogen havde forskrækket hende hoppede hun et skridt tilbage. Kedlen med vand, var begyndt at boble og vandet kogte over.
Der gik uger, hvor hun intet orkede og uger, hvor hun slet ikke stod op. Hun havde slet ikke hørt fra ham, i den tid han havde været væk og han lovede at skrive til hende hver uge. Hun forsøgte at holde humøret oppe hver eneste dag, og tanken om hvad grunden til at han ikke skrev til hende, turde hun slet ikke at tænke på.
Hun stod foran spejlet og betragtede sin mave. Man kunne ikke se hun var gravid endnu,
hvis man ikke vidste det.
Der var nu gået en hel måned, siden han var taget af sted, og hun havde stadig intet hørt fra ham. Hun havde næsten opgivet alt håb. Og var det ikke fordi, at hun vidste at om ca. 7 måneder skulle hun have et barn, havde hun opgivet for længst. Når hun tænkte på barnet blev hun helt glad inden i. Tanken om at hun ikke skulle være alene mere gjorde hende stærkere.
Hun stod og kiggede ud ad vinduet, Det var sidst i november og meget koldt udenfor. Vinden susede heftigt i træerne og blade fløj rundt. Der var koldt i huset og der var ikke tændt op. Hun gik hen og hentede brænde kurven, gik ud og tog støvler på og gik ud til brændeskuret. Vinden rev i hende og hendes hår blev helt filtrede. Hun begyndte at putte brænde i kurven og da den var fuld bukkede hun sig ned efter den, den var meget tung, og pludselig bredte der sig en voldsom smerte i hendes mave. Hun tabte kurven. Smerten bredte sig helt om til ryggen og ned i lårene, hun fik en mærkelig følelse som om noget varmt løb ned ad benene på hende, som om hun tissede i bukserne, hun kiggede ned. Blodet løbned at benene på hende. Hun faldt sammen i gråd og kunne slet ikke rejse sig
igen, skulle hun nu leve resten af sit liv alene?
