• fællesskab og samvær på Dalhøjgårds Minilandbrug Granhøjen beskæftigelsestilbud (20)
23. november 2018

Dalhøjgårds Minilandbrug producerer upcyclet julepynt

Livet på Granhøjen har modtaget en julehilsen fra beskæftigelsestilbuddet Dalhøjgårds Minilandbrug, hvor de virkelig er begyndt at jule. Og man kan vist ikke andet end blive i julestemning, når man også som en del af sit arbejde udvikler julepynt til Nygården, som bl.a. er upcyclet af gamle byggematerialer.

Julestemning og hjerter i krydsfiner

Julen nærmer sig og julestemningen daler roligt, men sikkert ned over det Granhøjske land. I beskæftigelsen på Dalhøjgårds Minilandbrug har vi været i gang med at lave julepynt og hygge med æbleskiver og kager – for hvad er julen uden kager? 😊

Julen samler folk, hvilket også var tilfældet i dag. Alle medarbejdere på Dalhøjgårds Minilandbrug var mødt op for at være sammen, og lave pynt til jul og generelt bare opleve, hvad det vil sige at være en del af et fællesskab.

Nogle af os havde forberedt lidt, så julehjerter var blevet skåret ud i krydsfinerplader, som vi har genbrugt fra andet byggeri.

Hjerterne er nu malet og skal skrues op rundt omkring på Dalhøjgård – netop for at minde os om, at julen er hjerternes fest.

Der blev også plads til deling af viden og evner. Per lærte Mohammed, hvordan han kan flette julestjerner – efter oplæring flettede Mohammed selv sit eget.

Dianna klippede kravlenisser ud og hang dem op, og malede julehjerterne og samlede en stjerne ud af grene.

Simon sørgede for god stemning med julemusik fra Frank Sinatra og Henrik, Solveig og Thomas klarede løbende opgaver, som de opstod, bl.a. ved madlavningen, og sørgede for vi andre ikke løb tør for kager at spise.

Produktionen af bl.a. julepynt vil fortsætte, da vi både laver til os selv, men også til butikken på Nygården.

Herfra skal lyde en god jul til alle der læser med, julen på Dalhøjgårds Minilandbrug er i hvert fald startet 😉

 

 

Du kan læse mere om Nygårdens Gårdbutik på hjemmesiden her, eller tag afsted på tur og se alt det fine julepynt, der er blevet lavet.