• Billede af Stine, der gør klar til den store genåbning af Nygårdens Gårdbutik og Genbrug i Sorø
29. januar 2019

Så er der ikke længe til, at du kan komme til genåbning af Nygårdens Gårdbutik i Sorø .
Fra d. 4. februar vil der igen være nyt liv i butikken, der fremover vil sælge genbrugsting og upcyclede varer sideløbende med et assorteret udvalg fra gårdbutikken.
Butikken vil som før blive drevet af beboere fra de to bosteder Søperlen og Skovperlen i samarbejde med en ny daglig leder, Terese Buchwald.
For at fejre genåbningen af Nygårdens Gårdbutik og Genbrug inviterer butikken til reception med kaffe og kage. Alle er derfor velkomne mandag d. 4. februar på Slagelsesvej 103 mellem kl. 11 og kl. 13, hvor et stærkt og meget spændt hold af beboere står klar til at tage imod

En af dem er Stine, som har boet de sidste to år i egen lejlighed på Søperlen. Hun har sin daglige gang i butikken, og har de sidste mange uger i fællesskab med sine kollegaer knoklet for, at butikken står klar til åbning.
Stine indrømmer, at der har været dage, hvor de ikke har troet, at det var muligt at nå at blive klar. Men nu her en lille uge før genåbning, ser det lyst ud, og Stine er sikker på, at de bliver helt klar til reception og åbning d. 4. februar. Stine og de andre er godt tilfreds med resultatet indtil videre, og fortæller stolt om indsatsen for at nå dertil:

”Vi har pakket ud og sat på plads, støvet af og sat prismærker på ting og tøj. Nu mangler der kun de sidste detaljer, og så skal vi selvfølgelig nå at bage en masse kager til receptionen. Og det skal vi nok nå, vi har et rigtig godt samarbejde her i butikken.”

Stine og resten af holdet glæder sig til en festlig og travl dag med mange besøgende og masser af salg.

Nygårdens Gårdbutik og Genbrug i Sorø drives af Granhøjens Rehabiliterings- og aktivitetscenter REBOA som en socialt ansvarlig virksomhed og er knyttet de to bosteder Søperlen og Skovperlen i Sorø.

Læs mere om Granhøjen og beskæftigelse på Granhøjens hjemmeside her

Se billeder fra genåbning og reception lige her

 

 

©livetpaagranhøjen.dk – genåbning