• Granhøjen Rørmosen hækleaften samvær
15. februar 2018

Indblik i Livet på Granhøjen

Vi vil gerne have endnu mere af livet på Granhøjen ind på denne side, og derfor vil vi i løbet af 2018 tage på besøg i alle Granhøjens bosteder, når de på skift tager os med på en rundtur derhjemme eller med på tur ud i den store verden.

Vi startede med at træde indenfor på Egebjergvej, og denne gang er vi blevet inviteret indenfor til hækleaften eller kreativ aften på botilbuddet Rørmosen.

Rørmosen fortæller:

>> På Rørmosen har vi indført en kreativ aften, hvor vi hækler, strikker, tegner, laver origami osv. Vi samles efter aftensmaden og beboere, personale og kæledyr er en del af ”hækleaften”. Noget af det vi også værdsætter er hyggen og derfor er vi sammen om at lave en kop te eller kaffe klar.

Ideen til denne aften startede, fordi Kalinka bruger en del tid og har stor interesse i hækling og andre kreative sysler. Kalinka sidder ofte i fællesrummet og interessen har bredt sig som ringe i vandet. Maja, der også er meget kreativ, fandt sammen med Kalinka om dette. Vi fik i samarbejde indført en fast ”hækleaften” om onsdagen i vores ugestruktur.

Maja fortæller: ”Vi gør det fordi, at det er en anden måde at være sammen på og vi er sammen om noget. Det er desuden rart at ens medbeboere inklusiv mig selv ikke bare sidder på værelset om aftenen og er asociale.”

For Kalinka er det også en måde at aflede de dårlige tanker på, da det kræver stor koncentration at følge en opskrift og samtidig bliver hænderne beskæftiget. ”Det er rigtig hyggeligt og som Maja siger, så er det også en måde for mig at være social på.” siger Kalinka.

Udover hyggen og det sociale fællesskab bliver der også produceret en masse ting, som vi kan bruge i vores hverdag som fx vaskeklude, brødkurve, huer, tæpper og grydelapper.

Michelle tilføjer: ”Det at vi kan være sammen om et fælles tredje – det kreative giver en afslappethed og ligeværd i vores samtaler. Vi får noget andet at tale om, og så er der rig mulighed for at hjælpe og lære af hinanden.”

Alle er enige om at formålet er: samvær, hygge, noget at lave, afstressende samtidig med at der bliver lavet ting til Rørmosen eller til jule- og fødselsdagsgaver. Det er en aften vi ser frem til og taler om i løbet af ugen. Det er vigtigt for os fordi at vi hjælper hinanden, skaber en fælles interesse og motiverer til at lære nogle nye færdigheder. Lucca har f.eks. lært at hækle og er gået i gang med at lave et tæppe. Det er også vigtigt, at alle kan være med og være en del af det fællesskab, der er blevet skabt omkring denne aften. Vi tænker dog fremadrettet, at det kun bliver en fast del på Rørmosen i vinterhalvåret, fordi der er så mange andre aktiviteter i sommerhalvåret.