• Granhøjen skraldeindsamling ny rekord bæredygtig behandling
1. april 2019

Indsamling slog rekord med i alt 665,6 kg skrald

Granhøjens botilbud har siden starten af 2017 arrangeret skraldeindsamlinger – både i foråret i forbindelse med Danmarks Naturfredningsforenings landsdækkende kampagne og en gang i efteråret.

Søndagens indsamling havde to afdelinger på Granhøjen – en udbrydergruppe i Sorø, som samlede ind i nærområdet omkring Slagelsevej – og en større gruppe bestående af de resterende botilbud, som mødtes efter endt indsamling i hele Odsherred til afvejning og hyggelig afslutning.

I alt blev der indsamlet 665,6 kg skrald i naturen, og hele 63 mennesker var ude for at hjælpe natur, miljø og klima. Du kan læse mere om vores bæredygtige tiltag i Granhøjens CSR-magasin på vores hjemmeside her.

Herunder kan du læse en kort beretning fra begge sammenkomster.

Skraldeindsamling på en smuk solskinssøndag i Odsherred

Det var en forrygende succes i strålende solskin på botilbuddet Rørmosegård med hyggelig stemning og stolthed, da formiddagens hårde arbejde med indsamling af skrald skulle gøres op på vægten.

De 53 indsamlere samledes her og de var i glimrende forårshumør og havde indsamlet ca. 150 kg mere end ved efterårets indsamling, selvom der var færre indsamlere. Grillen var tændt og de enkelte botilbud havde medbragt grillkød og andre velsmurte sandwich.

Ligesom sidste år, var det botilbud Twillingegården, som løb med sejren – de havde samlet 129 kg. skrald i naturen i og omkring Vig. Twillingegården løb derfor med gevinsten, som er en dejlig frokost på Hotel du Vest for indsamlerne.

De fleste ser allerede frem til næste indsamling i efteråret, hvor planen er at slå denne rekord og dermed hjælpe naturen af med endnu mere skrald og forurenende elementer.

Sorø samlede skrald i nærområdet

Afdelingen i Sorø valgte at blive i nærområdet til søndagens skraldeindsamling. 8 ud af de 10 beboere, der var hjemme, deltog i skraldedagen, sammen med 2 medarbejdere.

Vi mødtes på Nygården og fik her uddelt ruter samt diverse remedier til at samle skrald med. Derefter kørte og gik vi i hver vores retning og efter 1.5 time mødtes vi igen, og fik vejet alt skraldet og læsset det i bilen, så det kunne køres på genbrugsstationen med det samme. Vi har samlet 124,6 kg skrald – det er altså ret sejt!

Kl. 14 mødtes vi igen på Nygården for at drikke kaffe og spise et stykke velfortjent kage. Vi fik en rigtig god snak om det at samle skrald og den forskel, det gør, at det ikke ligger der i vejkanten og i skoven og flyder og ødelægger vores natur.

Alle takkede for en dejlig dag og var glade for, at vi kunne gøre en forskel for miljøet og naturen her i vores lokalområde.

 

Du kan læse om den seneste skraldeindsamling fra efteråret her.