• Livet på Granhøjen Elmegården bålhygge samvær
14. marts 2018

Indblik i Livet på Granhøjen

Vi vil gerne have endnu mere af livet på Granhøjen ind på denne side, og derfor vil vi i løbet af 2018 tage på besøg i alle Granhøjens bosteder, når de på skift tager os med på en rundtur derhjemme eller med på tur ud i den store verden.

Denne uge er vi med til søndagshygge på Elmegården, hvor de hygger sig sammen rundt om bålet.

Elmegården fortæller:

Bålhygge også om vinteren

Efter gentagne forespørgsler fra beboergruppen på Elmegården er der endelig kommet en bålplads i haven.

Forrige søndag blev disse billeder ved bålpladsen taget – det var før al sneen kom til Nr. Asmindrup – og de største af bålentusiasterne sad om bålet og hyggede i næsten syv timer. Selvom der nu også er faldet sne her i Nr. Asmindrup, sættes der stadig gang i bålet. Om søndagen er alle med – de fleste går lidt til og fra – det kan jo gå hen og blive så hyggeligt, at man må gå lidt for sig selv igen…

Om søndagen når der bliver hygget om bålet, og alle samles, griller vi pølser og drikker kaffe, og det kom bl.a. frem, at der blandt andet var en gammel spejder blandt Elmegårdens beboere.

Der bliver også hygget om bålet i hverdagene – særligt Martin og Michael sætter gang i bålet. Så bålet er blevet et samlende element i vores hverdag på Elmegården, hvor vi både kan være sammen, tale lidt om alvorlige og sjove ting, men også være helt stille og nyde flammernes ro og den særlige kraft og stemning sådan noget ild kan skabe.

I skrivende stund har vi hygget så meget med bål i centrum, at vi er løbet tør for brænde. Så det næste bålprojekt bliver at finde brænde til bålet. Vi må nok i gang med sav og økse og arbejde lidt for det, men så holder vi jo varmen så længe.”