4. marts 2020

Skrevet og fortalt af Maja – foto af redaktionen

”Livet på Granhøjen” redaktionen har været på besøg på Pilehus i Annebergparken.

Annebergparken er et tidligere psykiatrihospital og nu blandet bolig- og institutionsområde.

Mange bygninger i Annebergparken blev opført i årene 1913-1915 efter tegninger af arkitekt Kristoffer Varming og kaldtes også ”Den Gule By”, idet hospitalsområdet var en by i sig selv med hospital, boliger, kapel, kirkegård og egen brandstation. Hovedbygningen er bygget som en herregård i røde mursten og blev brugt til administration.

Området er i dag en blanding af privat beboelse, erhverv, institutioner og hjemsted for Odsherred Teater og Teaterskole samt Psykiatrisk Museum.

Midt i parken finder du Pilehus.

Pilehus er en del af det gamle psykiatrihospital og har i nyere tid været brugt som børnecenter for flygtningebørn under 13 år gennem Røde Kors.

Granhøjen har nu købt Pilehus, og det er ved at blive sat i stand. Der bliver revet tapet ned, malet og skiftet toiletter. Det står stadig som det gjorde i gamle dage. Mange af værelserne er stadig gamle og forfaldne.

Det er et stort hus på 3 etager med elevator og trapper. Der hører også en stor indhegnet have til med en masse små bure og en fodboldbane der er hegnet ind.

Det er et stort projekt at få sat i stand og det kræver meget. Gulvene er slidte og der er flere steder skrevet på væggene. Der er gamle toiletter som er lidt uhyggelige og minder lidt om noget fra en gyserfilm.

Det er endnu ikke besluttet hvad det store flotte gule hus skal bruges til.