6. juni 2019

Solskin over Medarbejderdagen 2019

Onsdag var det Grundlovsdag og traditionen tro bød det på Medarbejderdag på Granhøjen. I år var den hyggelige dag rykket til Nygården, hvor gårdspladsen var fyldt med solskin og god stemning da klokken slog 12.

Igen i år stod Tor for at føre os igennem dagen og han startede med at præsentere dagens program som i år så sådan ud:

  • Velkomst og tale – fremført af Tor
  • Spisning ved bordene
  • Kåring af årets team
  • Live musik og fællessang ført an af Granhøjens eget kor
  • Anerkendelse fra beboerne
  • Kåring af kagekonkurrencen – og kaffe og kage til alle
  • Afsløring af årets medarbejder (årets Harald)
  • Uddeling af blomster til alle medarbejderne

Tor starter dagen med at sætte rammen for hvad medarbejderdag egentlig er: Nemlig at det er fællesskabets og hyggens dag, hvor vi mødes på tværs af afdelinger og hygger med frokost, kage, kaffe og underholdning. Samtidig er det også en dag hvor anerkendelsen er i fokus. Vi fejrer det store arbejde og den unikke indsats som alle vores medarbejdere udfører hver dag – og den forskel det gør i hverdagen. Og netop det at vores medarbejdere er mennesker der ønsker at gøre en forskel, blev ekstra anerkendt på årets medarbejderdag. Og så er det jo også dagen hvor det er medarbejdernes tur til at blive forkælet af beboerne, borgerne og patienterne, før det vender tilbage til den daglige rutine – det er derfor også undtagelsesvist tilladt at give medarbejderne gaver denne dag.

Direktør Grete kunne desværre ikke deltage i år, men hun ønskede os en rigtig dejlig medarbejderdag.

Beboernes anerkendelser

Igen i år var mikrofontiden eftertragtet og der blev sagt rigtig mange flotte og rørende ord. Sammen med anerkendelserne blev der også givet forskellige gaver. Der blev bl.a. givet god vin, kold cola og en masse hjemmelavede gaver – det var meget tydeligt at der var lagt en del tanker i gaverne i år.

Julie som er ny medarbejder og derfor var med til medarbejderdag for første gang, synes det var en helt speciel oplevelse at høre de mange anerkendelser og kommenterede:

”Det er helt rørende at høre med beboerne, borgernes og patienters egne ord, at alt det hårde arbejde rent faktisk gør en forskel for dem, deres liv og deres hverdag. Det var en virkelig rar oplevelse at høre.”

Det var igen i år tydeligt at dagen også handler om fællesskab, da f.eks. beboere fik hilst på medarbejdere som de ikke havde mødt før. Det viser meget godt hvordan fællesskabet på Granhøjen strækker sig på tværs af alle afdelinger.

Kage og fællessang

Igen i år havde alle botilbuddene lavet rigtig mange flotte kager til årets kagekonkurrence. Alle kagerne var stillet op på et langt bord inde i laden, hvor dommerpanelet var de første til at smage på alle lækkerierne. Det var svært at vælge en førstepræmie, nu hvor der var så mange flotte kager. Det var Bente der fik æren af at annoncere at årets vinder af kagekonkurrencen blev Tjørneparken Nord.

Underholdningen stod på fællessang og live musik, som blev flot ført an af Granhøjens eget kor.

Dagen bød endnu engang på høj sol, og her på redaktionen glæder vi os allerede til at gentage den gode stemning, og forhåbentlig det flotte vejr, igen til næste års medarbejderdag.