Om Granhøjen

Granhøjen består af flere forskellige bo-, beskæftigelses- og behandlingstilbud til unge og voksne med psykiske lidelser og sociale problemstillinger. De fleste af Granhøjens tilbud ligger i det naturskønne Odsherred, men der ligger også botilbud i Sorø, Kr. Eskilstrup og St. Merløse. Du kan læse mere om botilbuddene på Granhøjens hjemmeside. Der er cirka 150 beboere tilknyttet Granhøjen, og der er cirka 200 medarbejdere ansat. Det gør Granhøjen til Danmarks største privatejede socialpsykiatriske botilbud.

Granhøjen har fået en ny platform, der hedder Livet på Granhøjen. Det er en hjemmeside om og for alle på Granhøjen og for alle med interesse for psykiatrien og det specialiserede socialområde. På Granhøjen har vi en lang række fælles traditioner og begivenheder – fra beskæftigelse og sunde motionsformer til sociale arrangementer, som vi gerne vil dele med dig.

Du kan læse mere om Livet på Granhøjen her.

Granhøjen i et historisk perspektiv

Det er over 30 år siden, at ægteparret Grete og Torsten Mikkelsen etablerede Granhøjen i deres eget private hjem, hvor flere unge med forskellige psykiatriske diagnoser og sociale problematikker boede. De følgende årtier voksede Granhøjen sig større med flere botilbud, beboere og medarbejdere. Granhøjen har altid været en stor del af lokalsamfundet i Odsherred, og i 1996 køber Grete og Torsten Hotel du Vest i Nykøbing Sjælland, renoverer det og laver det til den første socialt ansvarlige virksomhed i Odsherred Kommune, hvor psykisk sårbare tilbydes en virkelighedsnær beskæftigelse.

Beskæftigelse – en integreret del af behandlingen

På Granhøjen er der en grundlæggende tro på, at alle mennesker har brug for at være en del af et fællesskab og føle, at de gør en positiv forskel i andre menneskers liv. Mange af beboerne der kommer til Granhøjen har en problemfyldt fortid med i bagagen, og den kan meget nemt komme til at overskygge alt andet, så beboeren identificerer sig med sin psykiatriske diagnose i stedet for at udvikle sig med fokus på det positive og konstruktive i personens liv. Derfor er beskæftigelsen med til at gøre en stor forskel i behandlingen på Granhøjen.
Det vigtigste formål med beskæftigelsen er, at beboeren får en masse succesoplevelser og selvtillid. Arbejdsopgavernes karakter udvikler sig i takt med, at beboeren selv vokser med opgaverne og ansvarsområderne.

Beskæftigelse kan tage mange former og også bidrage til sundheden – Læs f.eks. her om hvordan sundhed og samarbejde kan gå op i en højere enhed for vores beboere.
Her kan du læse et uddrag (kapitel 7) af Grete Mikkelsens bog ”Omsorg gør det ikke alene”. I uddraget fortæller Grete om, hvorfor beskæftigelse er så essentiel en del af behandlingen på Granhøjen:

Arbejde gør den halve forskel

I 1993 besluttede Torsten og jeg, at vi ville gøre noget for at synliggøre vores arbejde og koncept. Så vi satte os en søndag eftermiddag og skrev en brochure, som var henvendt til sagsbehandlere i det offentlige system, og overskriften var: ’Vidste du, at en psykisk syg kan blive helt normal?’ Den handlede om, at en meningsfuld beskæftigelse kan tage trykket af psykisk belastede mennesker, og den ramte lige i plet. Dengang handlede beskæftigelse af den gruppe mest om at flette peddigrør og samle klemmer, og vores anderledes tilgang vakte interesse og førte til, at vi for alvor fik fodfæste med vores koncept. Vi fik så mange henvendelser om unge med psykiske problemer, at vi måtte udvide og indrette nye bygninger til beboelse.

Senere da vi gik over til kun at arbejde med psykisk belastede voksne, viste det sig, at effekten overfor den gruppe var mindst lige så god. Så god, at min vurdering er, at beskæftigelse alene står for omkring halvdelen af den forskel, vi kan gøre for mennesker med psykiske problemer på Granhøjen.

At have et arbejde gør en stor forskel for et menneske. Selvfølgelig! Det er indlysende for mig, og har altid været det. At det også kan være med til at hjælpe et menneske med psykiske problemer tilbage til en velfungerende tilværelse, har jeg vidst i mange år – simpelthen fordi vi har set det ske igennem tre årtier.

Det var simpel nødvendighed, der fik os på sporet af, at beskæftigelse virkede så godt. For det vi oplevede var, at hvis vi ikke lavede en struktureret hverdag med beskæftigelse som det centrale element, så kunne vi simpelthen ikke styre det. Man kan sige, at det ikke var særlig fantasifuldt, for vi lavede ganske enkelt en kopi af samfundet omkring os. Hvorfor kommer de mennesker her hos os?, spurgte vi os selv. Det gør de, fordi de skal indlemmes i samfundet igen. Okay, det vil sige: de skal lære at passe et arbejde, at klare sig uden hjælp fra det offentlige, have en identitet, lære nogle grundlæggende principper for, hvordan man gør ting sammen med andre. Så et arbejde til alle beboere var den indlysende vej at gå, og det har lige siden været et helt centralt element i vores koncept.

Blandt dem, der oplagt kan arbejde, er det en meget almindelig reaktion, at det gider de ikke, når de flytter hertil. Nogle har fået tilkendt førtidspension og mener ikke, at det er noget, de behøver, andre vil bare ikke. De allerfleste kommer alligevel hurtigt i gang med at arbejde, men vi lader det være deres egen beslutning.

Hvis de ikke vil arbejde, får de en kedelig dag alene hjemme på bostedet, og i længden er det de færreste, der finder det attraktivt. Vi stiller nogle muligheder op for dem, men hvis de ikke vil, er der ikke noget at gøre ved det – det er vigtigt, at den enkelte selv tager ansvaret for sit liv og føler, at han eller hun har behov for et arbejde. Det er ikke vores behov, at de arbejder. Men det er lettere for dem at blive en del af fællesskabet når de bidrager med noget.

Nogle gange tager det meget langt tid, før behovet for beskæftigelse opstår. Visse medarbejdere bliver utålmodige og hiver dynen af folk, men medmindre man har tænkt sig at gøre det resten af beboerens tilværelse, er det en dårlig idé. De skal selv ville.
En gang tog det seks år, før en af vore beboere, som var hos os i 19 år, mødte på Nygården for at arbejde. Han ville hellere gå op på det beskyttede værksted på en psykiatrisk afdeling, hvor han kunne ligge på en sofa og snakke med sine venner, som var nogle stemmer, han hørte. Jeg snakkede tit med ham om, at det ikke var videre udfordrende for ham, og foreslog ham, at han skulle komme og arbejde med os andre. Til sidst lykkedes det. Han kom efter seks år og sagde, at nu ville han godt, men kun to dage om ugen. Helt i orden, sagde jeg, og det begyndte han så med. Efterhånden arbejdede han for fuld skrue. Nu er han udskrevet og bor i et opgangsfællesskab – et tilbud til mennesker, der kan klare det meste selv, men har brug for lidt støtte – og arbejder på sin kommunes grønne hold, som er med til at holde parker og andre grønne, offentlige arealer pæne. Da han kom her, snakkede han hele tiden med sig selv, folk var bange for ham, og han var aggressiv. Nu er han blevet en del af samfundet og kan tage del i det.

Alle vores beboere har som udgangspunkt beskæftigelse. Også dem, der bor på Tjørneparken, som er et plejehjem under Granhøjen for mennesker, der har brug for længerevarende tilbud og megen støtte. Mange af dem er virkelig dårlige psykisk og har fysiske handicap oveni. Men de insisterede selv på at komme ud. De syntes, det var for kedeligt at sidde dér. Så kom de i arbejdstøjet og op på Nygården, og den daglige leder Anette fandt noget beskæftigelse til dem. Måske blot et job på en times tid dagligt, men det er også et job.

Her kan du læse om hvordan beskæftigelse har gjort en stor forskel for to beboere, der begge to har kunnet fejre 20 års bekendtskab med Granhøjen.

Hvorfor virker beskæftigelse?

Det er svært at sætte fingeren på lige præcis det, der gør beskæftigelsen så vigtig. Det nemmeste er egentlig at se på os selv. Arbejdet giver os en identitet. Det behøver ikke være nogen fin og spændende identitet, men når man lider af en psykisk lidelse, er det ofte det, der er ens identitet. ”Jeg er skizofren og bor på et bosted”, kan være en identitet. En anden kan være ”jeg arbejder på en café” eller ”jeg arbejder som skovhugger”. Det betyder rigtig meget. Vi ser da ikke sjældent, at når beboerne skal hjem til deres pårørende på weekend, så tager de af sted i deres arbejdstøj, for det er det, der fortæller deres pårørende og omverdenen hvem, de er.

Meget af det arbejde, vi kan tilbyde beboerne, er fysisk arbejde, hvor man kan få brændt noget krudt af. Netop det er et vigtigt element, for naturlig, fysisk træthed betyder bedre søvn til beboerne, og er man udhvilet, er risikoen for at de psykiske problemer overmander dig mindre. Ofte deltager beboerne også i at renovere et hus, hvor de selv bor eller skal flytte ind, når de er klar til at begynde udslusning og bo for sig selv, men stadig tilknyttet Granhøjen. Det motiverer dem voldsomt at vide, at de på den måde arbejder med noget, som de selv får direkte glæde af.

Vi erfarede på et tidligt tidspunkt, at det var nødvendigt at have en vifte af forskellige beskæftigelsesmuligheder til beboerne. Dengang vi havde de socialt belastede unge, fandt vi frem til, at seks projekter var et godt tal. De unges tålmodighed var sjældent lang, de var ikke vant til at skulle arbejde. De var urolige, og når de havde banket mur ned i et kvarter, gad de ikke mere og ville ringe til deres sagsbehandler for at beklage sig. Vi fandt ud af, at vi kunne holde dem til ilden, hvis vi skiftede dem rundt løbende. Så når de efter en periode blev trætte af at slå søm i, kunne de blive sat i gang med at male, og når det heller ikke gik længere, kunne de rykkes videre til noget andet – grave køkkenhave, hente brænde i skoven, gøre rent, lægge gulv, eller hvad vi ellers havde af aktuelle opgaver at tage fat på.

Beskæftigelse handler for os ikke om at have et antal jobs, som vi kan sætte beboere til. Det er faktisk omvendt. Hver eneste klient er noget for sig, og hver gang, vi får en ny beboer, skal vi skabe en beskæftigelse, der giver mening for den enkelte. Noget af det første, vi taler med dem om, er, hvad de har lyst til at beskæftige sig med, og hvad de drømmer om at komme til at arbejde med på den lange bane. Nogle har et svar klar, for andre er det meget vanskeligt at forestille sig, at de nogensinde vil blive i stand til at arbejde, og de kan synes, at alt lyder lige umuligt at komme i gang med. I de tilfælde kan vi hjælpe dem med at finde motivation ved at snakke om, hvilke drømme, de havde, da de var yngre eller børn. Hvad var det, de så for sig? Måske brandmand eller frisør? De fleste ender med at komme i tanke om noget, de engang ønskede, og fra det udgangspunkt kan man tale om, hvad det var for muligheder, de så dengang, og hvilke evner, de havde og stadig rummer.

Selv om det kan forekomme dem at være en helt urealistisk drøm i deres nuværende situation, kan der trækkes tråde fra den til et mere realistisk job, der indeholder nogle af de samme elementer. Vi finder frem til nogle af de værdier, de lægger vægt på og forstørrer dem. På den baggrund finder vi i fællesskab ud af, hvordan klienten kommer i gang med at bevæge sig i den rigtige retning indenfor de rammer, vi kan tilbyde. Eller udenfor. Vi har også beboere i praktikforløb eller lære i andre virksomheder.

Mange af vore klienter har det til fælles, at de har meget svært ved at bevare koncentrationen, specielt i starten, når de flytter ind hos os. Det indebærer også, at de ikke bare kan gå i gang med et arbejde og holde sig i sving til fyraften, det går de sur i. Nogle må starte helt fra bunden med en lille overskuelig opgave, f.eks. med at passe fyret på et af bostederne et par timer dagligt eller fodre papegøjen i vores gårdbutik Nygården. Når de oplever succes med en arbejdsopgave, kan vi i samarbejde med beboeren ganske langsomt bygge ovenpå, med respekt for de grænser, den enkelte har – naturligvis kan alle ikke komme op på at arbejde fuld tid. Vi har eksempelvis en beboer, der i mange år har haft en enkelt opgave, nemlig at støvsuge vores gårdbutik hver dag. Hun kan sidde på en bænk i solen udenfor i gården i timevis og ae en kat bagefter, mens de andre arbejder videre. For alle respekterer – eller lærer at respektere – at vi ikke alle har samme kapacitet og arbejdsevne. Det er en sejr for hende at kunne klare opgaven med at støvsuge hver dag.

De fleste har evnen til at flytte sig mere. Hvis drømmen eksempelvis er at blive elektriker, kan den ikke i alle tilfælde blive realiseret, men måske kan klienten blive en rigtig god medhjælper-elektriker. Så god, at han kan være interessant for en virksomhed at have ansat med løntilskud eller på tilsvarende vilkår – en langt bedre tilværelse end at være spærret inde på en psykiatrisk afdeling.

Trin-system

Vi hjælper klienterne til at finde ekstra motivation til at rykke med et trin-system, vi har udviklet. Det går fra nul til fire, og udløser et stigende beløb som belønning for hvert trin, man flytter sig.

Trin-systemet handler både om det sociale og faglige. Trin 1 er det mest basale, som udløses, når man kommer hver dag, møder til tiden og kender navnene på de mest almindelig stykker værktøj. På sidste trin får man kørekort og almindelig lærlingeløn og kan komme i lære som tømrer, murer, kok, maler. Vi har udlært omkring tyve mennesker, og vil gerne udlære mange flere, men det afhænger af, hvad kommunerne vil være med til. De vil gerne have, vi skal betale deres lærlingeløn, det er vi bare ikke villige til, for klienterne er stadig psykisk skrøbelige i den proces. Men når først de kommer i lære, har vi aldrig været ude for, at de ikke gennemfører. De sidste, vi fik igennem som henholdsvis tømrer og maler, modtog sølvmedaljer ved deres svendeprøve.

Selvfølgelig vil vi gerne have flere af den slags håndgribelige succeshistorier, men det afgørende er, at vi ser mange tidligere klienter går herfra med en anden kropsholdning og sikkerhed, end da de kom. En sikkerhed, der blandt andet hviler på, at de har fundet ud af, at de kan noget, der kan bruges på arbejdsmarkedet – en sikkerhed, der giver mod på at gå i gang med at opbygge et almindeligt liv.

Tålmodighed giver pote

Det kan godt være, at man kan presse mennesker med psykiske problemer til at gøre noget hurtigere, de kan f.eks. lære, hvilke redskaber de skal bruge, hvis de bliver bange. Men det er lappeløsninger, de bliver ved at være bange. Så man er nødt til at have en enorm tålmodighed for at komme i mål og gøre det til deres eget projekt at ville deltage i det almindelige liv.
Dog er vi desværre mere pressede udefra nu end tidligere, for hvis beboere på kontanthjælp ikke går på arbejde, får de ikke deres kontanthjælp. Det gælder fra dag 1, og det kan tvinge os til at opfordre beboerne stærkere til at møde op, end vi ellers ville have gjort. I min optik strider det også imod den øvrige lovgivning: På den ene side har vi et magtanvendelsescirkulære, hvor der står, at vi ikke må anvende magt. På den anden side skal beboerne presses til at stå op og gå på arbejde. Det holder ikke.

Af samme grund tror jeg ikke meget på effekten af reformen af førtidspension- og fleksjobordning, ’En del af fællesskabet’. Vi brugte samme motto i vores 20 års jubilæumsskrift. Man skulle tro, det var nappet derfra. Men politikerne gør regning uden vært, for i modsætning til i vores koncept regner man i reformen med, at man kan skille tingene ad og nøjes med at tilbyde en arbejdsplads. Det er ikke tilstrækkeligt, for det er ude på bostederne, det grundlæggende arbejde med motivering bliver gjort. Uden den sammenhæng bliver der tale om begrænset effekt, og jeg siger god fornøjelse med at få fremmødeprocenten op at ringe. Så meget desto mere, fordi man heller ikke vil have specialuddannet personale som vores til at tage imod dem på arbejdspladserne og sikre, at de bevæger sig den rigtige vej.
Det er synd, for med den rigtige tilgang kan mange af de mennesker, der omfattes af reformen, rykke sig afgørende. Og det må være det, der er fokus, når vi taler om, at vi skal have flere af de socialt og psykisk udsatte i job – dem der ellers er i fare for en førtidspension. Hvis vi blot tror, at meningen med deres job er, at de skal bidrage økonomisk til samfundet, så går vi galt i byen. Det skal være for deres og deres livskvalitets skyld at de kommer i job. Ellers lykkes det ikke. Jeg tror faktisk det vil ende med at blive dyrere for samfundet, for de bliver ikke til en del af fællesskabet bare de får et job.

Slavearbejde

Allerede da vi i starten af 90’erne begyndte at bruge beskæftigelsen aktivt i behandlingen, fik vi god respons og mærkede en tiltagende interesse fra kommunerne. De kunne se, at vi kunne skabe resultater. Men vi har også lige siden samtidig måttet kæmpe med en indgroet skepsis mod, om det virkelig kan være rigtigt, at psykisk belastede skal arbejde på lige fod med alle andre. At man sætter syge til at arbejde. Husk på, at man herhjemme valgte at isolere mennesker med psykiske lidelser fra det øvrige samfund helt frem til 50’erne og 60’erne, lukket inde på institutioner, ude af øje, ude af sind – parkeret på et sidespor.

Vi har flere gange fået hård kritik i medierne for vores metode med at bruge arbejde i behandlingen. Meget af kritikken har været koblet til, at beboerne er syge, og at de ikke får løn men en dusør på nogle få symbolske kroner i timen. Ofte er den blevet fremført af tidligere eller nuværende beboere, der har set sig gale på os, eller det har været lokale, der uden kendskab til vores arbejde, har brugt både energi og tid på at kritisere, at beboerne arbejder. Ikke mindst var Ekstra Bladet på sagen tilbage i 2002 med artikler om vores ”slavelignende vilkår”.

Jeg ville lyve, hvis jeg påstod, at det ikke påvirkede mig at se os omtalt på den måde. Systemet er således, at vi ikke kan give beboerne løn, for det er ikke arbejde i reel forstand, men en beskæftigelse. Var det arbejde, ville det pludselig handle om at tjene penge, og at arbejdet var rentabelt i sig selv. Det ville virkelig gøre det behandlingsmæssige perspektiv svært.

For os har arbejdet altid været en aktiv del af behandlingen, og vi har dybest set ikke set beboernes arbejde som arbejde, selvom kunsten for os har været at få det til at se sådan ud, og til at virke sådan for beboerne. Når vore beboere går sammen med en uddannet håndværker og sætter en ejendom i stand, så ville det ofte nok være lige så hurtigt for håndværkeren at gøre det alene, for det tager tid at hjælpe, vejlede og måske endda gøre tingene om. Eller når vi henter vores brænde, så ville det være billigere at købe det end at hugge det på gammeldags facon.

I 2002 valgte vi ikke at kommentere anklagerne. Dels fordi vi jo ikke kunne kommentere noget om de beboere, der udtalte sig. Vi havde tavshedspligt, og vi vil heller ikke skade en beboer ved at gå i rette med dem. Men jeg kunne da godt have ønsket, at vi havde forklaret dette. Men vores udfordring var og er, at vi gør alt for at få beskæftigelsen til at virke virkelighedsnær, til at virke som et job med et reelt behov. Det skal være så virkeligt, at beboerne føler det som et job, føler at de gør en forskel og føler at de nærmest ikke kan undværes. Det kan virke som hårdt, og sådan må det også godt virke, hvis vi skal spejle virkeligheden og gøre dem klar til det almindelige samfund og det jobmarked, der her venter. Men det kan vi bare ikke sige i situationen, for det ville underminere hele vores arbejde. Og det ville være at tage al selvtillid ud af beboerne. Når jeg så vælger at skrive det her, er det fordi jeg selv kan formulere det, og fordi jeg mener, det er vigtigt at tage kritikken op.

I dag tror jeg, at beskæftigelse er en langt mere accepteret del af behandlingen, og det gør det noget nemmere at forklare. Vi har været pionerer på området, og det giver ofte nogle slag at være pioner. I dag mærker vi også, at det er langt lettere for os at forklare vores koncept med beskæftigelse og behandling. Det er gået fra at være udskældt og kontroversielt til at være politisk korrekt. I de senere år er man fra politisk side for alvor begyndt at se mulighederne i beskæftigelse til sindslidende og mennesker med sociale problemer. Regeringen har med sine reformer af fleksjob, førtidspension og kontanthjælp ledt efter nye modeller og har kastet sin kærlighed på socialt ansvarlige virksomheder, som pludselig er blevet et meget moderne begreb. Det er den type virksomheder, vi i Granhøjen regi har drevet igennem tyve år, før vi anede, at det var socialt ansvarlige virksomheder. Det vender jeg tilbage til senere i bogen.

 

”Det er vigtigt at være en del af noget”

Magnus, 19 år, beboer på Dalhøjgård i godt et år, beskæftiget i den socialt ansvarlige gårdbutik Nygården.

 

Magnus venter på sin chance

”Jeg får det stadig dårligt, når jeg tænker på det.”

19-årige Magnus rykker sig uroligt i stolen, mens han fortæller om den dag, han kom ud for det, han kalder; ”det værste jeg har oplevet i mit liv.” Faktisk oplevede han det ikke, for han husker ikke, hvad der skete. Han var så beruset, at det ikke har efterladt sig spor i hans erindring. Begge hans forældre var taget ud for at lede efter ham i Hillerød, da han var hjemme på weekend kort efter, at han var flyttet ind på Granhøjens bosted Dalhøjgård. De var bange for, at han igen havde drukket sig sanseløs beruset, og med god grund. For da faren fik lokaliseret Magnus, slingrede han omkring med en flaske vodka, som han nægtede at aflevere.

”Min far prøvede at tage flasken fra mig. Jeg ved ikke, hvad der skete, men pludselig lå vi begge på jorden og slog lidt på hinanden. Han siger, at jeg var stærkere end ham, at jeg overmandede ham, det er mærkeligt at tænke på. Politiet kom, og jeg blev kørt på sygehuset. Der var ikke noget i vejen med mig, jeg skulle bare en tur derind og komme til mig selv. Jeg kunne ikke huske noget som helst, men da jeg fik fortalt, hvad der var sket, sagde jeg til mig selv, at nu var det slut. Nu gider jeg ikke drikke mere. Jeg kom på antabus og er det stadig.”

Efter episoden sagde Magnus far noget til ham, som tydeligvis har gjort dybt indtryk:

”Han sagde, at hvis noget tilsvarende skete en anden gang, ville han ikke prøve at hjælpe mig, han ville lade mig passe mig selv og gøre, hvad jeg ville. Og at han aldrig, aldrig vil tilgive mig for det. Det har jeg det meget skidt med. Der er nogle, der siger til mig, at sådan kan en far da ikke sige til sit eget barn. Men jeg forstår ham godt, på en måde,” siger den lyskrøllede Magnus.

En rod i skolen

Magnus blev allerede tidligt i sit liv diagnosticere med udviklingsforstyrrelsen infantil autisme. Da han var 12 år, blev der lagt en ADHD diagnose oveni. Hans forældre, der begge er skolelærere, lagde tidligt mærke til, at der var noget anderledes ved den lille Magnus, som også har en storesøster.

”I starten troede mine forældre, at jeg var dum eller døv. Men det var altså infantil autisme, som er en diagnose jeg må leve med resten af mit liv,” konstaterer han nøgternt.

Da han nåede skolealderen begyndte han derfor på en skole for autister i Hillerød:

”Dér gik jeg i 11 år, for jeg gik 6. klasse om. Da jeg var 13-14 år, var jeg lidt af en rod. Ikke sådan, at jeg slog nogen, jeg gad bare ikke alt det med skole. Og så oplevede jeg også til sidst i mit skoleforløb, at to af mine kammerater blev rykket over i en anden klasse, mens jeg ikke kom med. Jeg skulle i en klasse med dem, der var helt tomme i hovedet. Så ville jeg bare væk derfra, og det kom jeg, da jeg begyndte på en kostskole i Søllested ved Nakskov.”

Første år på kostskolen forløb fint, men andet år ønskede Magnus sig igen brændende et andet sted hen.

”To drenge i min afdeling var på vej ind i nynazisme, og jeg var tvunget til at høre på dem hele tiden. Det var ikke rart. Så jeg endte med at komme derfra før tid og havde en ret lang sommerferie, hvor jeg bare gik rundt hjemme og ikke vidste, hvad jeg skulle.”

Væk, bare væk!

Det endte med, at Magnus kom i praktik som studerende på Sputnik STU i Hillerød, en treårig ungdomsuddannelse for unge med autisme, for at se, om det var noget for ham. Det var det ikke helt, og forældrene mente også, at det var bedre for ham at flytte til Nørrebro i København, hvor han kunne gå på en tilsvarende uddannelse, men med flere kreative tilbud.

”På Nørrebro kunne jeg følge en linje med musik. Jeg hører meget musik og spiller guitar, jeg havde allerede spillet sammen med nogen i et band, så det passede godt til mig. Men der er altid en bagside af medaljen og her var den, at jeg ikke kunne se mening i resten af det, vi lavede. Jeg mistede troen på, at jeg kunne få noget ud af det,” konstaterer Magnus, der boede på kollegium lige ved siden af uddannelsesinstitutionen.

”Jeg fik en kammerat, Robert, som gik i den samme slags tøj som mig. Vi har meget det samme væsen,” siger Magnus, der er til det lidt rå look og er i sorte bukser med mange nitter og kæder, sort t-shirt med tryk og sort læderjakke.

Han og Robert begyndte at gå effektivt i byen:

”Vi blev afhængige af at drikke os møghamrende berusede, vi gjorde det til en vane. Vi blev smidt ud af samtlige diskoteker og begyndte også at tage ud på Christiania for at købe hash. Men det var alkohol, der var mit store problem. Jeg drak 24/7. Mine forældre forsøgte at få mig til at stoppe, men de fik bare at vide, at de skulle skride, jeg ville ikke høre på dem. Jeg svigtede min familie så mange gange, for jeg kunne ikke holde op med at drikke. Når jeg var hjemme hos min mor og hun tog ud for at besøge sin kæreste, gik jeg i gang, og hvis jeg ikke havde penge til at købe noget, gik jeg rundt og samlede flasker først,” beretter Magnus, hvis forældre blev skilt, da han var seks år.

I sidste ende blev han tvunget til at forlade kollegiet og uddannelsen.

”Det er sket så mange gange i mit liv. Når noget ikke fungerer, er det bare væk, væk, væk! Så starter jeg forfra et andet sted. Jeg har boet mange steder allerede. Det er ikke negativt, der kommer altid noget ud af at prøve forfra.”

Accepteret af fællesskabet

Næste stop blev Granhøjens bosted Dalhøjgård, hvor han nu bor i ’villaen’, en sidebygning, hvor de unge, der kan klare det, kan få lov at rykke over og klare sig selv. De står blandt andet selv for at organisere madlavning og oprydning. Her bor han sammen med to andre unge mænd, men da han ankom for godt et år siden, havde han først et værelse i hovedbygningen.

”Det var stille og roligt at begynde her. Først hørte jeg mest på de andre, men jeg fik ret hurtigt et indtryk af, at der ikke var nogen af dem, der havde noget imod mig, og så kunne jeg også begynde at sige lidt mere til dem. Det hjælper at snakke med andre, for når man gør det, får man en pause fra hele tiden at tænke på sine egne problemer,” siger Magnus, der får medicin mod ADHD og depression og angst: ”Det hjælper mig, så jeg ikke tænker alle de tanker om, at jeg ikke dur til noget og ingenting kan.”

Magnus erklærer sig glad for at arbejde, men han stiller sig ikke tilfreds med hvad som helst:

”Jeg vil gerne vise, at jeg kan noget, så jeg kan komme videre. Men først var jeg i det, der hedder dagsbeskæftigelsen på Dalhøjgård, og det kunne jeg altså ikke holde ud. Der er nogen, som bare bliver ved at snakke og snakke, uden at sige noget, og jeg havde det ad helvede til, så til sidst blev det helt sort bag øjenhulerne og jeg var nødt til at sige til nogen af dem, at de skulle lukke munden.”

Drøm om job

Magnus arbejder nu for gårdbutikken Nygården, hvor han blandt andet er med til at bringe varer ud.

”Det kan jeg rigtig godt lide, det med at køre rundt med varer. Det er hyggeligt, og man får set noget forskelligt. Jeg er ked af det, når det er overstået, og man skal tilbage til arbejdspladsen, så jeg kunne godt tænke mig et arbejde, hvor man kunne blive ved at køre videre til nye steder. Det er det, jeg gerne vil nu. Planen er at lægge ud med at få et kørekort og senere gå på skole. Jeg håber, at jeg kan få støtte til det projekt, jeg ved ikke helt, hvordan det kan lade sig gøre endnu. Men jeg ville ikke kunne overleve, hvis jeg ikke havde en drøm, noget at bygge hen imod. Nu er den, at det ville kunne lade sig gøre på et tidspunkt at få et job indenfor transport. Jeg skal gøre mig parat og bare vente og være tålmodig, så kommer min chance for at få en fremtid med job.”

Magnus arbejder meget bevidst på at komme videre, fortæller han:

”Der er andre, som ikke gider gøre så meget, men min strategi er at gøre så meget som muligt, så godt som muligt og lære så meget, som jeg kan. Jeg vil kalde det rettidig omhu. For så bliver det måske mig, der kommer hurtigere herfra end dem, der ikke gider gøre noget,” siger han, der selv vurderer, at han allerede har udviklet sig meget i det godt et år, han har boet på Dalhøjgård:

”Noget af det skyldes, at jeg er blevet ældre og lidt mere moden, men jeg har også lært at lukke mere op og tale med andre. Og fundet ud af, hvor vigtigt det er at være en del af noget, at gøre noget for andre. For ellers er man dybest set kun er optaget af sig selv.”

Selv om Magnus længes efter den fremtid, der venter på den anden side af Dalhøjgård, er han også meget bevidst om, at opholdet er nødvendigt:

”Jeg tør slet ikke tænke på, hvad der var sket, hvis jeg ikke var kommet her. Så havde man måske fundet mig i en vejkant et sted.”

Granhøjens samarbejdspartnere:

Psykiatrisk Privathospital

www.skovhusprivathospital.dk

Socialt ansvarlige virksomheder:

www.nygaardenfrugt.dk

www.hotelduvest.dk

Uddannelser:

www.commuto.info

Blog:

www.granhojensblog.dk

www.denoffentlige.dk/granhoejen-0