Novelle og tegning af Maja
Drengen gik langs vandet på stranden. Bølgerne skvulpede ind over hans fødder, hans lyse hår flagrede i vinden. Det var sidst på sommeren så vandet var køligt. Han gik og tænkte på sin far, som var meget syg af kræft. Han gik i sine egne tanker da han pludselig så en dukke ligge i vandkanten. Dukken havde de flotteste blå øjne og et blegt ansigt med kulsort hår. Han samlede den op og kiggede længe på den. Hvor mon den kom fra?
Han puttede dukken i sin taske og tog den med hjem. Da han kom hjem, havde han glemt alt om dukken i tasken. Hans mor havde lavet aftensmad og de spiste sammen. Senere på aftenen skulle de besøge hans far på hospitalet. De kom ind på stuen, hvor faren lå. Han blev glad for at se dem. Det var længe siden de sidst havde set ham. Drengen kom pludselig i tanke om dukken og tog den op af tasken for at vise den frem. Da de kom hjem, tog han dukken op og satte den i vindueskarmen. Senere på aftenen, da han skulle i seng, fik han øje på noget. Dukkens hår var vokset og gik den næsten til knæene. Han tog den op og kiggede på den, pludselig blinkede den til ham. Han blev forskrækket og kastede dukken fra sig. Den rejste sig op og kiggede på ham med sine store blå øjne. Lukkede øjnene igen og faldt sammen på gulvet, som om intet var sket. Så han mon syner. Han samlede den og kiggede på den. Var den levende? Nej, det kunne ikke passe. Han satte dukken tilbage i vindueskarmene og gik i seng.
Da han vågnede næste morgen, skulle de besøge faren på hospitalet igen. Han fortalte sin far om dukken og forsøgte at overbevise ham om, at den altså var levende. Men hverken mor eller far troede på ham. Da han kom hjem, lå dukken i sengen. Dens hår var nu blevet dobbelt så langt. Han satte sig i sengen og dukkens hår begyndte at vikle sig rundt om hans ene hånd. Det strammede og hans fingre begyndte at sove. Han prøvede at vikle det ud, men det var ikke til at få af. Han fik moslet sig ud af sengen og fik fat i en saks ovre fra sit skrivebord, klippede håret af, og trak hånden til sig. Pludselig kunne han mærke noget om sit ene ben, dukkens hår var nu også viklet rundt om hans ben. Det sorte hår begyndte at vokse og til sidst fyldte det hele sengen. Han klippede det af igen, men håret blev ved med at vokse. Dukken rejste sig og dens hår begyndte at vikle sig rundt om halsen på ham. Med møje og besvær fik han fat i saksen og fik klippet håret om halsen af, men det blev ved med at vokse og gribe fat i ham. Han begyndte at skrige, men ingen kunne høre ham, for han var alene hjemme, hans mor var taget på arbejde.
Han fik fat i saksen igen og klippede håret igen og igen. Til sidst fik han fat i dukken og fik den ned i tasken, lukkede den og løb ud ad døren, ned mod stranden, hvor han havde fundet
den. Han tog dukken op af tasken og kastede den ud i vandet. Pludselig kunne han mærke noget om sine ben. Han kiggede ned og så at dukkens hår var viklet rundt om. Med et sus i maven blev der trukket i hans ben og han væltede bag over og slog hovedet ned i sandet. Ude i vandet kunne han høre et grin. Det lød som et barn der lo. Det var dukken. Han blev trukket ud i vandet. Længere og længere ud. Til sidst kunne han ikke bunde mere. Det kolde vand fik ham til at krampe. Der blev mørkt og han kunne ikke få luft. Til sidst kunne han slet ikke mærke sin krop. Der var mørkt i det kolde vand. Han lukkede øjnene og lod sig synke ned i dybet.
