Ved den gryende morgen sad Fantomet, og vippede på sin gyngestol, og drak sin første
kop kaffe. Han skælvede principielt aldrig, også selvom den indhøstede viden om den forestående kamp tog hårdt på hans nerver. Han knyttede sin næve med det dødningehovedmærke, som havde sat så mange uudslettelige aftryk på sine modstandere i hele hans karriere og vred sig af forbitrelse med tankerne kredsende om det sammenstød, som snart ville blive realiseret.
”Nå” sagde han. ”Jeg må nok hellere hidkalde min væbner og højre hånd: knivsliberen ”Himbeldore”, hvis profession er at myrde fjender på den mest blodtørstige måde. Han vil nok blive mørk i sindet efter denne nyhed.”
Himbeldore sad som sædvanlig i sit dunkle kammer og sleb knive, som han plejede. Da døren gik op, løsrev han sig fra sit arbejde, og kiggede modstræbende på sin gæst. ”Hvad vil du nu?” indledte han med at sige, hvortil Fantomet indsmigret over dennes særtræk gik lige til sagen. ”Nu skal du høre,” startede han med at sige og da han udførligt havde indført sin væbner i de forestående uroligheder, som utvivlsomt snart ville finde sted i den usikreste af alle bugter, vendte han om og tog retning mod sit hjem. Fuglene fulgte ham noget ad vejen.
”Junglen er ikke noget sikkert sted, når først kampens ånd lyder,” blev der hvisket i smug
i de hytter, hvor de skrøbelige civile skjulte sig for mørkets frembrud. ”Her er ingen udvej, her er ingen udvej”, fremstammede en klog kone manisk og forpint, som netop lige havde spået skovens endeligt. Det ville dog vise sig, at hun tog fejl, for Fantomet ville sønderrive alle ondsindede indtrængere og givetvis flå deres hjerter ud med brutal nydelse. Han ville sejre og bevare sin titel som skovens sande beskytter. Og ingen ville vove at nævne ham med spot.
Nu var tiden inde til det store slag, som ville finde sted et nærmere angivet sted. Det
begyndte at trække op til et hæsblæsende uvejr, hvilket Fantomet anså for at være et fingerpeg. Den uvelkomne styrke forcerede gennem den tætte jungle med fanatisk fremfærd. En fjende råbte, da han så ”den vandrende ånd”, at han skulle tage sig i agt, for nu var hans sidste time kommet. Fantomet indgød ærefrygt over for disse underlødigheder, som udgjorde et usselt pak, der ikke fortjente et saligt efterliv. ”Der forude!” Blev der råbt. ”Grib ham! Slå ham til blods.”
FØLG MED I NÆSTE AFSNIT
Godkendt af Bulls
