Af Simon
Mit navn er Simon. I og med at størstedelen af Granhøjens bosteder er gårde, falder det mig naturligt ind at skrive om nisser, eftersom disse lever sådanne steder. Jeg har valgt dette emne udelukkende på grund af at det er nærliggende og fordi det er mig yderst kært. Jeg har studeret disse skabninger og fået en rimelig viden. Det blev så til denne artikel.
Det sidste om nisser. Tredje del.
En gammel overlevering fra langt tilbage har følgende indhold: Da en af kokkepigerne på herregården valgte at drille den huserende nisse ved at plante grødens smørklat i bunden af skålen og med grøden ovenpå, skete det da gårdbonissen erfarede dette, at han blev så arrig at han valgte at dreje halsen om på en af gårdens bedste køer. Da han så opdagede at smørklatten blot lå i bunden af skålen angrede han sin hævngerning og slæbte straks den døde ko hen til en af nabogårdene hvortil han bemægtigede sig en ny sund og rask ko og førte den hele vejen tilbage til sin hjemgård. Lige siden da var der ingen uoverensstemmelser på disse kanter eftersom det stod klart hvad man havde med at gøre.
Nu kommer vi til noget spændende som jeg har set frem til at berette, et oplivende og lystbetonet hjørne af nissernes liv. Nemlig nissernes selskabelighed. Jeg vil bestræbe mig på at gå i detaljer om vætternes gemytlige træk.
Når en han og hun nisse efter al sædvane hilser på hinanden har de det med at gnide næser. Sandsynligvis for at se den anden dybt i øjnene. En kær gestus om man vil. Lignende ejendommeligheder er der nok af. Tag for eksempel en hvilken som helst nisse grebet af noget løjerligt eller i et mildt drillenummer. Det kan der komme meget spøjst ud af. Det er aldrig til at forudse.
Noget andet centralt er nissens karakteristiske hue som denne altid bærer uanset hvad den måtte komme ud for. De eneste tider den bliver taget af er når nissen går i seng samt når den tager et bad. Ellers er huen på sin ejer uafbrudt. Det er en del af nissens bestemte kendetegn. Huen er af slidstærk filt og spids i toppen og altid rød. Sådan har det altid forholdt sig.
Her til sidst vil jeg gerne fortælle om nogle uforklarlige hændelser ved mit bosted. Det første tilfælde var da jeg skulle forsyne nogle geder med frisk vand. Da jeg havde hældt vand op i spanden, skete det lidt efter at min kontaktperson sagde at jeg manglede at fylde den op. Da jeg så foregav at det havde jeg netop lige gjort, sagde han spidst at jeg skulle se at komme i gang og stoppe med at vrøvle. Og ganske rigtigt, spanden var fuldstændig tom og det lod ikke til at der var vand ved siden af. En af mine medbeboere havde heldigvis set at jeg havde fyldt den omtalte spand op og kunne bevidne min handling.
Noget andet besynderligt som der også fandt sted var at gæssene pludselig var sluppet ud af deres fold. Der var ikke nogen der havde noget med det at gøre.
Så kan man jo tænke sit.
