22. december 2017

4. advent: Juleaften er fyldt med sammenbragte traditioner

I dette fjerde indlæg i adventskalenderen skal det handle om hvordan juleaften fejres på tværs af Granhøjen. Det er ikke alle stederne, der holdes juleaften d. 24. Mange af beboerne holder juleaften hos familie eller venner. Dem, som bliver hjemme, samles og fejrer aftenen sammen på nogle af de i alt 13 bosteder. I år er det bl.a. Det gamle kogeri, Tjørneparken, Skovgården, Eskilhus og Elmegården, som har inviteret de resterende bosteder til juleaften.

De fleste af os har nok vores helt egne særlige traditioner forbundet med juleaften. Og de fleste af os er nok enige i følgende tekst ”Rør blot ikke ved min gamle jul” fra sangen ”Sikken voldsom trængsel og alarm”. Og det er netop udfordringen, når man skal holde jul flere mennesker samlet. Det er flere steder blevet løst på den måde, at alle har opgaver i løbet af aftenen, og der er holdt snakke op til juleaften om, hvad alle hver især har af gode ideer og traditioner, som de gerne vil have med til denne juleaften.

De fleste bosteder holder en fælles julefejring med alle, som bor der. Fejringen ligger ofte lige inden eller efter folk tager på juleferie. Der uddeles julegaver på kryds og tværs, og i fællesskab tages beslutningen om det skal være julemad eller noget andet lækkert, der skal på menuen denne dag. På Vesterbro har de holdt juleaften sammen d. 20.december før de første tog på juleferie. Her besluttede de f.eks. at de ikke ville have traditionel julemad, for det skulle de nok nå at få rigeligt af før december når sin slutning. Derfor havde de fundet på at spise frugtsalat i stedet for ris à l’amande. Men mandelgaven kunne de alligevel ikke helt undvære, og der blev derfor lagt en vingummi i frugtsalaten.

Ingen dans om juletræet men masser af sovs og kartofler

Pernille skal holde jul på Elmegården, og her skal de kombinere mange forskellige traditioner denne juleaften. Pernilles eget bidrag til kludetæppet af juletraditioner er Disneys juleshow, som hun skal se hvert år. Det var alle de andre (heldigvis) friske på, og de henter derfor fjernsynet op i den stue, hvor de skal fejre juleaften, så de kan se det sammen alle sammen. På Elmegården er der tre beboere hjemme, og så kommer der gæster fra Omsorgscentret. På Elmegården har de sørget for at lægge en plan på forhånd:

>> Der er nogle, som skal i kirke, og andre skal hjælpe til med at lave julemaden klar. D. 24 skal være en dag, hvor vi kan have tid til at hygge os sammen, helt uden stress og jag. Maden bliver derfor lavet dagen før, det meste i hvert fald, anden bliver stegt, alle kartofler bliver gjort klar, og ris à l’amanden bliver lavet.” fortæller Pernille.

Pernille forklarer, at de har sørget for at tale meget om juletraditioner, og hvordan de kan sørge for at alle får en god aften. Elmegården er åbnet som bosted i år, og det er derfor første gang, dem der bor her skal holde juleaften sammen.

>> Vi har talt om, at det er vigtigt for alle, at vi respekterer hinandens behov, bl.a. behovet for at kunne trække sig. Så vi har lagt en plan. Vi spiser ved fem-tiden, og så holder vi en pause. Julen kan indebære rigtig mange følelser og tanker om, hvordan man burde holde jul, og hvem man burde være sammen med. Så det kan være en god ide lige at få lidt luft. Og så blev det ensstemmigt stemt ned at skulle danse om juletræet og synge, så vi spiser konfekt og hører en cd med julemusik i stedet.”

Forskelligheder og fællesskab

Det kan godt være, de ikke skal danse om juletræet på Elmegården, men julemaden skal være lige så traditionel, som man kan forestille sig med både flæskesteg og and, som begge to var gengangere hos dem, som skal fejre juleaften på Elmegården – og det var vigtigst for dem, at maden er som den plejer, og at der var rigeligt med sovs og kartofler. Pernille glæder sig til at fejre juleaften på Elmegården:

>> Ja, det er det der med at være sammen med nogle mennesker som gerne vil være sammen med en. Der er en stor flok som vælger, at de gerne vil være sammen med en, så her er plads til, at man kan være den man er og være accepteret. Og det er ikke bare til jul. Jeg synes, det er ret fantastisk, at der på Granhøjen er et fællesskab som kan rumme den her måde at holde jul på, de her forskelligheder og måder at gøre det på. At det er noget vi finder ud af i samarbejde med hinanden. Det er ikke vigtigt, hvad omverdenen siger om jul eller familier, det synes jeg er fantastisk.”

Og med de ord afslutter vi adventskalenderen for denne gang. Efter at have været på besøg forskellige steder, står det her fire uger senere klart, at et af de vigtigste elementer på tværs af Granhøjen er fællesskab. Fællesskab er en værdi og et element, vi værner om i hverdagen, og som vi har haft med os alle årene, fordi fællesskab har mange gode effekter på os.

Rigtig glædelig jul til dig – og tak fordi du læste med.

Du kan læse eller genlæse adventskalenderens indlæg:

1. advent: Juletraditioner og deres vigtighed på Granhøjen
2. advent: Julefrokost med levende musik og højt humør
3. advent: Julestue på Nygården i Sorø spreder hygge og afmystificerer livet på bosteder

 

Hvis du løbende vil holdes opdateret om hverdagen på Granhøjen kan du også følge os på Facebook – her gør vi for det meste opmærksom på, når der er noget nyt her på Livet på Granhøjen. Du kan også følge med på Granhøjens hjemmeside.