8. december 2017

Adventskalender: Julefrokost med levende musik og højt humør

I sidste uge fortalte vi om juletraditioner og deres vigtighed på Granhøjen. En af de mange traditioner er bostedernes julefrokost. Den årlige julefrokost i bostederne finder sted i november, inden alle for alvor får travlt med julefrokoster og julehygge. Det er en julefrokost i det enkelte bosted, hvor beboerne har mulighed for at invitere sit netværk.

For nogle af de pårørende er det også blevet en del af deres faste juletraditioner. På Grundtvigsvej er det mange af de samme mennesker, som har boet der i mange år, og de pårørende kender derfor de fleste af de andre fremmødte rigtig godt, og ser frem til at se dem hvert år. Som Pers mor der har deltaget alle de år hun kunne, og som nogle gange tager sin søster med under armen. Eller Pelles forældre som er taget hele vejen fra Bornholm for at deltage i festlighederne på Twillingegården i Nordvestsjælland.

Alle tager del i at dagen bliver god

Botilbuddene Elmegården, Tjørneparken Nord og Tjørneparken Syd holdte julefrokosten samlet i Tjørneparkens kantine. De var i alt 50 mennesker samlet til nogle hyggelige timer med god mad, og forhåbentligt har en ny tradition set dagens lys:

>> Bjarnes mor gav os alle sammen en fantastisk gave. Hun uddelte sanghæfter, og vi sang to-tre julesange sammen mens hun spillede på orgel til. Det var bare smadderhyggeligt at synge sammen. Der kom en åbenlys stolthed frem hos hendes søn.” fortæller Vinni, som er afdelingsleder for de tre steder.

Det er ikke kun i form af orgelmusik, de pårørende bidrager i hverdagen og til de festlige begivenheder. Vinni forklarer, at det er en stor resurse både for beboerens udvikling og medarbejdernes samarbejde med beboeren, når de pårørende kan tage del i hverdagen eller de netværksmøder, de bliver inviteret til:

>> Alle beboerne har jo haft et rigt liv før de flyttede på Granhøjen, og det er de pårørende, som har kendt beboerne i alle de år, og som derfor kender mange af historierne. De historier kan være vigtige at kende til og bruge i forhold til den enkeltes trivsel og udvikling. Når de pårørende kommer til disse arrangementer og på besøg, så er det også med til at skabe en sammenhæng for beboerne mellem livet derhjemme og livet her. Så når de pårørende deltager i netværksmøder, sommerfester, høstmarked eller julehygge, så er det med til at skabe en tryghed og en tillid til at de pårørende stadig er en del af beboernes liv.”

Uforpligtende samvær er godt for relationerne

For Vinni er de hyggelige sammenkomster lige så vigtige og givtige som de mere formelle netværksmøder, de pårørende bliver inviteret til mindst en gang om året:

>> Når vi er sammen i uforpligtende samvær og hygge, skaber vi en anden relation, hvor jeg er Vinni og fortæller om hvad jeg skal lave til jul, og de fortæller om hvad de skal. Det gør det daglige samarbejde nemmere, fordi så er vi ikke kun sammen om de problemer, der kan være. Når vi har hygget til en julefrokost, så har vi skabt en relation, hvor samarbejdet og tonen mellem os bliver lettere.”

En dag i julens og hyggens tegn

I botilbuddene går der tid med at gøre klar til dagen, og forventningens glæde er stor, før gæsterne begynder at ankomme. På flere af bostederne må man rokere rundt på møblerne, fordi der kommer så mange gæster, at de ikke ellers kan være der.

På Twillingegården blev køkkenet i laden taget i brug; her var der dækket flot op med to langborde, som var pyntet med juledug, juleservietter og nisser overalt. Det blev fulgt op af en skøn julefrokost: Først sild, æg, rejer og rødspættefileter, derefter det lune med leverpostej, små frikadeller, flæskesteg og sylte. Til dessert var der ost og risalamande med mandelgave. Der var en rigtig hyggelig stemning med masser af snak og grin.

På Skovgården i Klint var beboerne i gang med forberedelser et godt stykke tid før julefrokosten. Her skulle man både kunne se og dufte, at julen står for døren. Derfor var der pyntet op med en masse julepynt, og formiddagen blev brugt på at bage småkager, så gæsterne kunne starte med at prøvesmage småkager og drikke en kop kaffe eller te. I løbet af dagen blev der kreeret flere juledekorationer, guirlander, julehjerter og små og store stjerner, som blev foldet med stor koncentration. Pynten kom op med det samme, selvom de i forvejen havde pyntet godt op i stuen. Så kan det godt blive jul, Skovgården melder klar!

 

I næste uge finder du endnu et indlæg i adventskalenderen, og denne gang tager vi bl.a. på julevisit til Nygården i Sorø.

Hvis du ikke allerede har læst indlægget fra 1.advent om juletraditioner på Granhøjen, kan du læse det lige her

Hvis du vil vide mere om pårørendesamarbejdet på Granhøjen, kan du finde mere på Granhøjens hjemmeside her.