upcycling julehjerter adventskalender granhøjen beskæftigelsestilbud rehabiliterings- og aktivitetscenter
30. november 2018

Granhøjens adventskalender

Det her er første indlæg i Granhøjens adventskalender om REBOA upcycling produkter. Hver søndag har vi nye adventsgaver til uddeling på facebook. I løbet af december besøger vi fire forskellige beskæftigelsestilbud, hvor vi hører om bæredygtige produkter, og vi tager temperaturen på julestemningen.

Upcyclet og bæredygtig julestemning på Granhøjen

I beskæftigelsestilbuddet Granhus bliver der i disse dage på Designværkstedet flettet julehjerter af stofrester og klippet julestjerner i overskudslæder. Der er produceret en masse stjerner og hjerter, som på forskellige måder kan bruges som juledekoration. Disse er produceret fra bunden med udgangspunkt i den bæredygtige proces upcycling.

Nogle af de flettede julehjerter kan man finde på turistkontoret i Nykøbing Sj., hvor de flot hænger på kontorets juletræ. Træet er sponsoreret af Nygårdens Gårdbutik og julepynten er en tidlig julegave fra Granhøjens Rehabiliterings- og aktivitetscenter REBOA. Hjerterne er i forskellige farver og er lavet med omhu på værkstedet, hvor der netop nu arbejdes til lyden af julemusik.

Livet på Granhøjens udsendte bliver inviteret til at prøve at flette et hjerte af Malene og Camilla, som efterhånden er en slags eksperter i at klippe og flette de flotte julehjerter i stof.

Malene fortæller: ”Vi nyder hyggen, når vi fletter stofhjerter, det er noget, der er hyggeligt at gøre sammen.”

Det er Camilla enig med hende i: ”Det er rart at få lavet noget, der kan bruges til noget, imens man sidder og har det rart med hyggesnak.”

De to eksperter kommer med gode råd undervejs. For selvom det er hyggeligt, gør de opmærksom på, at man ikke må miste koncentrationen, for som Malene forklarer: ”Hvis man fletter forkert, kan man hurtigt risikere at skulle begynde helt forfra.”

Og man skal holde tungen lige i munden, da arbejdet kræver motoriske evner, men det er tydeligt, at Camilla og Malene har rigtig godt styr på det håndarbejde, de sidder med. De har ovenikøbet overskud til både at fortælle, hvordan man fletter hjerterne, samtidig med, at de arbejder videre.

Det bedste ved julen

Malene og Camilla er efterhånden i rigtig godt julehumør, og vi taler derfor også om det bedste ved julen.

”Det bedste ved julen er, at folk er gode ved hinanden. Og at være sammen med venner og familie er også noget af det vigtigste,” starter Malene.

Camilla nikker og tilføjer: ”Det bedste og vigtigste ved julen er, at mennesker kommer hinanden ved, og det skaber varme, selvom det er koldt”.

Camilla og Malene fletter videre til lyden af julemusik, mens Anette fortæller om et andet juleprojekt nemlig læderstjernene:

”Vi har fundet en masse læder, som vi klippet til julestjerner, som allerede i denne julesæson bliver brugt i Nygårdens juledekorationer. Det har været en lang og lærerig proces at klippe de mange hundrede stjerner ud af de forskellige farver læderrester. Vi er startet med de store stjerner og har øvet os, indtil vi til sidst har klippet helt små stjerner af de mindste rester.”

I forløbet med stjernerne er der fokus på udvikling af forskellige kompetencer. Her er der f.eks. rig mulighed for at få opøvet motorikken ift. at klippe stjernerne, og der følger også et ansvar med, som Anette forklarer:

”Vi har været i gang længe, og de medarbejdere som har siddet fast med projektet fik ret hurtigt overleveret deres eget saksesæt, som de kunne bruge og skulle passe på. Det dur nemlig ikke, hvis saksene ligger og flyder, og nogen bruger dem til f.eks. at klippe i papir med. Så dur saksene ikke til stof mere.”

Det er første år, REBOA Upcycling eksisterer, men det er absolut ikke sidste gang, der bliver upcyclet til juleprodukter:

”På Falkevejens værksteder i Store Merløse kører de videre med juletemaet i januar, februar og marts, hvor de bl.a. skal få en masse trærester til at blive fine juletræsskulpturer. Vi vil være klar til at sælge alle vores upcyclede juleprodukter, til der kommer gæster på Nygården i efterårsferien.”

Vil du have en upcyclet adventsgave?

Hver søndag trækker vi på Granhøjens facebookprofil tre heldige vindere, som hver kan afhente en adventsgave med REBOA Upcycling produkter. Vi finder de tre vindere hver mandag kl. 12, som derfor er frist for at deltage. Adventsgaverne kan afhentes i Nygårdens Gårdbutik, Højbyvej 18, 4500 Nykøbing Sj. fra om tirsdagen, når de åbner kl. 10. Deltag på vores facebookside hver søndag fra kl. 9.00 ved at klikke her.

Beskæftigelsestilbud på Granhøjen

Granhøjens afdeling for Rehabiliterings- og aktivitetscenter REBOA tilbyder beboerne beskæftigelsesforløb passende til borgerens funktionsniveau.

REBOA kan tilbyde mere end 11 forskellige beskæftigelsestilbud, hvor beboerne kan tilegne sig positive oplevelser og stifte bekendtskab med bl.a. landbrug, kreative værksteder, det at arbejde i køkken og på cafe, skabe produkter igennem håndværk og det at stå i butik.

Igennem beskæftigelsestilbuddene tager beboerne ansvar og yder hver især deres til samfundet. I alle Granhøjens beskæftigelsestilbud arbejdes der med økologi, affaldssortering, energibesparelser, miljøhensyn og genbrug. Som botilbud og virksomhed skal Granhøjen afspejle det samfund som vi er en del af. Det gør vi bl.a., når vi arbejder med processen upcycling.

REBOA Upcycling

I REBOA står bæredygtigheden i centrum, og derfor fylder upcycling meget i skabelsen af produkter. Upcycling handler om at give værdi til ting, der ellers kunne kaldes skrald. Dette gøres f.eks. ved at opfinde et nyt produkt, eller ved at genopfinde skraldet som en del af nyt produkt.

Der er mange former for beskæftigelse, som leder til dannelsen af upcycling-produkter, og som skaber beskæftigelse, der giver mening for den enkelte beboer og samfundet, f.eks.: ideudvikling af produkter, håndtering og indsamling af affald eller materialer, forarbejdning og salg af de upcyclede produkter.

Hele processen omkring tilblivelsen af et nyt REBOA upcycling produkt er beskæftigelse, der bidrager til den bæredygtige indsats. Her op til jul er der blevet produceret julepynt af genbrugsmaterialer på Designværkstedet i Granhus og på Dalhøjgårds Minilandbrug. Mange af produkterne kan købes færdige eller indgår i f.eks. juledekorationer, som produceres i beskæftigelsen på Nygården.

 

Læs mere på Granhøjens hjemmeside om beskæftigelse, bæredygtighed og upcycling. Og kom tilbage på søndag, hvor der er nye adventsgaver til uddeling og en ny historie.