Granhøjen medarbejderdag 2018 - i anerkendelsens tegn
8. juni 2018

En dag i anerkendelsens tegn på Granhøjen

Traditionen tro begyndte gårdspladsen foran Rørmosegård at blive fyldt med mennesker, da klokken nærmede sig 12 på Grundlovsdag, som på Granhøjen altid er Medarbejderdag. Her mødte de fleste Cecilie, som kunne guide en i retning af det rigtige bord. Det var en stor hjælp, for det at finde frem, når 300 mennesker skal finde hinanden, kan være en smule uoverskueligt.

Det er første gang i mange år, at hverken Grete eller Torsten kunne deltage, men der var som altid et tætpakket program til Medarbejderdagen:

  • Først en velkomsttale – som i år blev varetaget af Tor
  • Frokost ved bordene
  • Anerkendelse fra beboerne
  • Afsløring af afstemningen om Årets medarbejder (Årets Harald)
  • Live musik
  • Kåring af vinder af kagekonkurrencen – og smagsprøver
  • Uddeling af gaver til medarbejderne.

Sanne, som er områdeleder på Granhøjen, syntes, det var lidt mærkeligt at skulle holde Medarbejderdag uden Grete og Torsten – det har hun aldrig prøvet før. Sanne fortæller om årets Medarbejderdag:

”Det var en dejlig dag, hvor alle hyggede sig i solen i godt selskab – og hvor de beboere som havde lyst, har haft muligheden for at anerkende dem, som er der i hverdagen. Der er noget særligt ved at gøre det foran hele Granhøjen, og vi bliver alle inviteret ind i en form for bevidning af indsatsen og det arbejde, vi alle tager del i til daglig.”

Anerkendelsens time

Køen til mikrofontid var lang, og det forstår man godt – der er jo både mange og dygtige medarbejdere på Granhøjen, som lige skal have et par ord og for det meste en lille ting med på vejen. Det var særligt kontaktpersoner og beskæftigelsesmedarbejderne, som høstede roser for at gøre en forskel i hverdagen.

Flere nye medarbejdere, som var med for første gang, kommenterede på den rare og glade stemning, der var, og en enkelt kommenterede:

”Det er fedt at se rollerne være omvendt i dag. Medarbejderne er lykkes med at anerkende i hverdagen, og nu får de det tilbage. Det synes jeg sgu er helt smukt.”

En enkelt beboer tog også imod muligheden for at hilse pænt på en medarbejder, han ikke havde talt med før, så man kan roligt sige, at Medarbejderdagen er en dag i fællesskabets ånd.

Læs her hvorfor Per anerkender medarbejderne hvert år.

Nye tiltag og gamle kendinge

I år havde vi alle sammen som noget nyt frokosten med hjemmefra, hvilket betød, at der i år ikke var lang kø til maden, og at formiddagen i de fleste botilbud var brugt på at gøre klar til frokost og til den tilbagevendende store kagekonkurrence.

Det blev Vesterbro, som løb med førstepræmien, men det var en svær beslutning at vælge en vinder, fordi alle kagerne både så fantastisk indbydende ud og smagte virkelig lækkert.

Som altid var der også live musik – i år i form af fællessang med Granhøjens kor.

Her fra Livet på Granhøjens redaktion glæder vi os allerede til næste års Medarbejderdag, og vi vil allerede nu komme med en opfordring til, at endnu flere deltager i kagekonkurrencen til næste år, så vi kan smage på endnu flere lækre kager.

Du kan se billederne fra dagen i billedgalleriet her.

Læs også hvad Maja synes om M-dag

Læs også hvad Anita & Helle siger om M-dag