Granhøjens beskæftigelsestilbud dagtilbud Falkevejens værksted (8) Rehabiliterings og aktivitetscenter REBOA
30. oktober 2018

Granhøjens nyeste beskæftigelsestilbud åbner i Store Merløse

I Store Merløse er der nu i nogle måneder blevet knoklet med oprydning, rengøring og klargøring til det nyeste beskæftigelsestilbud på Granhøjen, og nu er de endelig klar til at byde os alle sammen indenfor til et kig på rammerne og planerne for det nye beskæftigelsestilbud.

Falkevejens værksted rummer mere end 400 kvadratmeter, og der er dermed masser af plads til de mange forskellige projekter, der allerede er planer om.

Anette er leder af al beskæftigelse på Granhøjen, og hun var naturligvis med til åbent hus-arrangementet. Anette fortæller om beskæftigelsestilbuddet Falkevejens værksted:

>> Tidligere var der fritidshjem i denne store bygning, så naboerne har været vant til, at der er liv og glæde i området, og det glæder de sig til, der kommer igen. Vi har allerede talt med nogle af dem, og vi har lovet, at vi inviterer dem alle sammen forbi til en rundvisning, når vi er kommet lidt mere på plads. Så kan de se nogle af de mange nye projekter, og de får mulighed for at hilse på dem, som har deres daglige gang her.

Festligt åbningsarrangement

I fredags var der åbent hus på Falkevejens værksted, hvor alle fra Granhøjen var inviteret til at komme på besøg og se det nye tilbud. Det betyder, at der i måneden op til er blevet knoklet igennem for at få ryddet op på de mange kvadratmeter, så der blev plads til borde, stole, boller og kage i dagens anledning.

Henning vil være den håndværker, man primært kan møde på Falkevejens værksted, og han havde i fredags travlt med at vise de mange nysgerrige folk rundt og fortælle om de projekter, der er planer om. Indtil videre har arbejdsopgaverne nemlig primært været oprydning og klargøring, men fremadrettet vil der var mange forskellige arbejdsopgaver at gå i gang med på Falkevejen, fortæller Anette:

>> Der skal males både udvendigt og indenfor. Vi skal have etableret de mange forskellige værksteder: malerværksted, upcycling, kreative værksteder, tømrerværksted og et køkken, hvor der laves mad og kage til de andre, der er på arbejde. Vi har også et spændende projekt med at få et overblik over alle de ting, der står fra dengang bygningen blev brugt som lager. Så vi skal i gang med at sortere og gøre det muligt at bruge lageret igen, så alle fra Granhøjen kan kigge forbi og hente eller opmagasinere inventar.

Se billeder fra åbningsreceptionen ved at trykke her.

Granhøjens beskæftigelse og dagtilbud

Falkevejens værksted er et af i alt 11 forskellige beskæftigelsestilbud på Granhøjen, og på grund af den geografiske placering vil der være flest medarbejdere fra bostederne i Kr. Eskilstrup og Sorø.

Du kan læse mere om de enkelte beskæftigelses- og samværstilbud på Granhøjens hjemmeside via linkene nedenfor.

Granhøjen har en hel afdeling, REBOA Rehabiliterings- og aktivitetscenter, der udelukkende beskæftiger sig med at koordinere den helhedsorienterede indsats for den enkelte beboer med udgangspunkt i funktionsniveau, mål og interesser.

Granhøjens beskæftigelsestilbud – tryk dig videre til tilbuddene under hvert af områderne:

Butik

Café og køkken

Håndværk

Kreative værksteder

Landbrug

Granhøjen har tilbud bestående af beskæftigelse i socialøkonomiske virksomheder, aktivitets- og samværstilbud og STU og ressourceforløb.