Granhøjens botilbud på høstmarked på socialøkonomisk virksomhed Nygården (4)
4. september 2018

Årets høstmarked bød på god stemning – som altid

I weekenden var der høstmarked på Nygården, som er arrangeret i et samarbejde mellem Granhøjen, Nygården og Hotel du Vest.

Granhøjens bosteders hjælp var nødvendig i en weekend, hvor der kommer ekstra mange gæster på Nygården. Det betyder, at du allerede på parkeringspladsen møder smilende ansigter fra Det gamle kogeri og Skovgården. Lørdag var det bl.a. Mikkel og Anton, som smilende i regnvejr anviste pladser hele formiddagen.

Nogle passede det job, de plejer på Nygården eller Hotel du Vest, som denne weekend havde rykket på høstmarked for at lave burgere til det sultne folk. Forud for weekenden havde de formet 300 bøffer. Det kan du læse mere om i denne artikel om forberedelser til høstmarkedet.

På en normal vagt på Nygården skal der stadig gøres klar inde og ude, ordnes hos dyrene og i frugtplantagen, butikken skal passes, der skal trækkes heste rundt, passes bål og snobrødsbagning.

I anledning af høstmarkedet var der også lavet en pærebod, hvor man hele weekenden kunne møde smilende mennesker fra Elmegården og Tjørneparken – se selv billedet til artiklen.

Og så var Grundtvigsvej klar med et meget vigtigt job, nemlig at rengøre toiletvognen løbende og sørge for at tømme skraldespande, så pladsen var indbydende.

Teamet fra Sorø havde en måske lige så vigtig opgave, nemlig at sørge for kaffe og kage til folket.

Granhøjens beskæftigelse bliver vist frem

Livet på Granhøjen har spurgt den daglige leder på Nygården Jeanett om deres oplevelser fra weekendens høstmarked, og hun fortæller begejstret:

>> Det er lidt svært at vurdere hvor mange besøgende vi har haft igennem, og om der er flere eller færre end de sidste år. Men det svar jeg har fået fra stadeholderne er, at de har solgt mere end de har gjort de sidste år. Og alle på nær en enkelt bod har sagt, at de er med igen til næste år. Så det vil jeg da kalde en succes.”

Udover succesen med købende gæster og glade stadeholdere, så fremhæver Jeanett en anden succes, som hun synes er vigtig:

>> Der var flere stadeholdere, som kom og spurgte lidt mere ind til, hvad Nygården egentlig er for et sted. Og svaret er jo, at det er beskæftigelse, hvor vi har mennesker med psykiske lidelser i meningsfuldt arbejde. Det blev stadeholderne lidt overraskede over, og spurgte om det også gjaldt inde i butikken, for det indtryk havde de altså ikke fået. Men også her er det fedt at kunne svare, at Nygården kører rundt ved hjælp af medarbejdere, som bor på Granhøjens bosteder og kun ganske få beskæftigelsesmedarbejdere.”

Hygge, fællesskab og god musik

Der var helt naturligt et stort fremmøde af beboere og pårørende, som var med på Nygården enten lørdag eller søndag, hvor de hyggede sig med at kigge på stadepladserne, spise en burger eller nyde en kop kaffe, mens de lyttede til musikken fra scenen, som bygges særligt til høstmarkedet hvert år.

Netop hyggen og fællesskabet er også noget af det, som områdeleder på Granhøjen Bente fremhæver ved sine oplevelser på høstmarkedet:

>> Det varmer sådan at se, hvordan stemningen og opgaverne før, under og efter høstmarkedet er med til at skabe fællesskaber på kryds og tværs af Granhøjen. Det kan bare noget helt særligt, når vi skal løfte opgaver sammen. Jeg tror både, det er fordi, vi laver noget andet end det, vi plejer, og at vi møder hinanden i en anden sammenhæng. Vi grinte simpelthen så meget i fredags, da vi gjorde marken klar til parkering på trods af regn og småfejl, men vi var der sammen og vi hyggede os.”

Bente var også med til høstmarkedet, hvor hun havde nogle gode stunder:

>> Til selve høstmarkedet var det så fedt at se dem fra pæreboden gå rundt på pladsen med smagsprøver på Clara Friis pærerne. Og så var det hyggeligt at se beboerne vise Nygården frem til de fremmødte pårørende. Den levende musik var med til at skabe en helt særlig stemning. Bostederne som var med til at lave burgere, syntes det var sjovt, og de har fået at vide, at de godt kunne blive hyret igen til næste høstmarked. Så det glæder de sig til.” afslutter Bente.

Læs mere om høstmarked, Granhøjens beskæftigelse og Nygården og Hotel du Vest

Vil du se billeder fra weekendens høstmarkedet, kan du se det i billedgalleriet her på Livet på Granhøjen – klik her.

Vil du læse mere om beskæftigelse på Nygården og Hotel du Vest, kan du læse om det på Granhøjens hjemmeside ved at klikke her.

Vil du vide mere om Nygården og Hotel du Vest, kan du besøge deres hjemmeside ved at klikke her: Nygårdens Gårdbutik og frugtplantage og Hotel du Vest.

Fik du ikke læst artiklen om alle forberedelserne, der går forud for sådan et høstmarked, så kan du læse det ved at klikke her.