Granhøjens årlige motionsdag for botilbud egebjergvej paragraf 107 privat botilbud
27. juni 2018

Granhøjens årlige motionsdag bidrager til fællesskaberne

Igen i år har Granhøjens sundhedsgruppe afholdt motionsdag, hvor mange fra hele Granhøjen mødtes under overskriften aktivitet, hygge og fællesskab.

Hele arrangementet startede kl. 11.00 med, at et stort hold blev sendt afsted på gåtur og to hold startede på hver sit spil krolf.

Størstedelen drog afsted på den 3,5 km lange gåtur, hvor de bl.a. var igennem Grønnehaveskoven. De nåede tilbage tidsnok til frokosten, som startede kl. 12.00 og bestod af medbragte madpakker, som blev nydt i fællesskab under halvtaget ved Kongehallen.

Og netop fællesskabet er en af de gevinster og vigtigste formål med motionsdagen, som også fremhæves af Karin, som står i spidsen for Granhøjens sundhedsgruppe:

”Motionsdagen er blevet til med intentionerne om, at vi får rørt os, at vi gør det sammen og har det sjovt, og at vi måske får prøvet nogle nye aktiviteter af. Det er bl.a. derfor, at vi har indrettet Egebjergvejs have med en krolfbane, og derfor der som noget nyt i år er skydning på programmet.”

På besøg i den lokale skytteforening

Efter frokosten var der endnu en omgang krolf og skydning i den lokale skytteforening.

Du kan se billeder af begge aktiviteter i billedgalleriet fra motionsdagen her.

Det er første gang skydning er på programmet til motionsdag – og det har krævet lidt forberedelse, som Henrik fra Skovgården har taget sig af:

”Pga. den nye bandelov har vi bl.a. været i kontakt med politiet for at få godkendt, at vi må skyde i klubbens lokaler. Der var ingen problemer, og det var simpelthen så hyggeligt med den gruppe, der ville være med til at prøve at skyde.”

Henrik er ikke den eneste, som har erklæret aktiviteten skydning i Nykøbing Sj. Skytteforening for en succes; det er allerede i kortene, at skydning kommer på programmet til næste motionsdag:

”Instruktørerne i skydeklubben er blandt de bedste i verden, og der var mødt flere ind for at hjælpe os i gang. Jeg gik selv ind med dem, som måske var lidt nervøse for at skulle skyde. Jeg er jo vant til det som jæger, og jeg startede med at fortælle om hvordan skydning primært er en sport, hvor man er i konkurrence med sig selv, og hvor det handler om at finde ind til roen i sig selv.”

Det er holdet fra Sorø, som de sidste år har været store fortalere for sportsgrenen krolf, der har været forbi og sætte en bane op. Det er også primært Sorø-folk, vi møder på krolfbanen, men der er også nybegyndere på banen, som prøver kræfter med hybridsporten for første gang. En af dem er Gitte, som beretter:

”Det er sjovt og hyggeligt. Og så er det rigtig fedt, at alle har de samme forudsætninger for at være med.”

Gitte kom vist nok på en flot 2.plads, så måske hendes begejstring for spillet havde lidt at gøre med, at det gik så godt med hendes første omgang krolf.

Du kan læse mere om krolf i dette tidligere indlæg.

Ingen motionsdag uden kage…

Efter endte aktiviteter blev det tid til afslutning på motionsdagen med… naturligvis kaffe og kage.

Inspireret af Medarbejderdag bragte motionsdagen også en kagekonkurrence med sig. Denne gang var det dog den sundeste kage, som løb med prisen, ikke den pæneste eller mest opfindsomme.

Tanken med konkurrencen var, at alle havde en bunke printede opskrifter med, så man kunne tage opskriften på sin sunde yndlingskage med sig hjem og selv lave den.

Vi kan berette, at der ikke var nogle opskrifter med raffineret sukker, og at de alle så indbydende og særdeles sunde ud. Udeteamet havde været særligt kreative med et frugtfad, hvor der både var barnevogn, citronmus og delfiner.

 

Du kan høre mere om Granhøjens sundhedsgruppe i denne video.