Livemusik på Granhøjen
29. august 2017

Granhøjens solister melder klar

Det er ikke kun økologiske varer, der er i centrum, når det økologiske høstmarked løber af stablen 2. og 3. september på Nygården. Begge dage er der et fuldt musikprogram med livemusik. Livet på Granhøjen har fået lov til at deltage ved solisternes sidste øvegang før Høstmarkedet.

Da vi ankommer er Alex og Michelle i gang med at tale Alex’ nye sang igennem. Den er helt ny, og Alex øver stadig rækkefølgen af den tekst, han selv har skrevet. Michelle og Alex har i fællesskabet lavet musikken. De vil ikke løfte for meget af sløret, men vi får lokket den foreløbige titel på sangen ud af dem. Sangen hedder ”Indtil du ler igen”.

Det er langt fra første gang, at Alex skal optræde med en sang, han selv har skrevet:

”Første gang jeg sang foran andre mennesker var i skolen, hvor jeg var 10-11 år gammel. Vi opførte en musical, hvor vi selv havde skrevet alle sangene. Jeg havde skrevet fire ud af de ni sange, vi opførte.”

Siden da har Alex sunget og skrevet sange. Alex er også fast indslag til den årlige Medarbejderdag på Granhøjen.

 

>> Jeg kan godt lide at synge for mennesker. Når man kan se, at folk glæder sig til, at man skal synge. Jeg bliver glad indeni. Og man får lyst til at give alt, hvad man kan. <<

fortæller Alex, og forklarer at der er noget særligt ved det at stille sig på scenen for at synge:

 

”Jeg kan ikke stå og holde en tale, men når jeg står der på scenen, så står jeg der ikke alene. Man står deroppe med nogen, som man har kæmpet med. Jeg kan godt være bekymret for, om der sker en fejl. Men så er det vigtigt at vide, hvordan man kan håndtere det, og så skal man bare samle det op som en gruppe. Det er godt at vide, at dem man står der med, har ens ryg.”

På lørdag er det Michelle, der har Alex’ ryg, det er kun de to, der er på scenen, når Alex skal synge sit set. Michelle er solisternes musiklærer, og hun glæder sig også til at stå på Høstmarkedet:

”Vi er ved at være rigtig spændte på det, og nu er der snart kun tilbage at gøre det. Vi har øvet og øvet, og nu er det endelig ved at være tid til at tage det med ud af øvelokalet og vise alle andre.”

 

Alex synger på Høstmarked lørdag d. 2. september. Du kan følge med på vores facebookside, hvor vi bringer et lille sneak peek på Alex’ nye sang før på lørdag.

Du kan også læse mere om hvilken betydning musik har for Granhøjens beboere her.