5. september 2017

Høstmarked 2017 erklæret en succes

I de sidste uger har vi været vidner til marmeladeproduktion, sceneopsætning, pæreplukning og sangøvning, og alt dette kulminerede i weekenden, hvor Granhøjen i samarbejde med Nygården tog imod forventningsfulde gæster. Helene, som har koordineret samarbejdet mellem Granhøjen og Nygården fortæller:

”Jeg vil erklære Høstmarkedet en klar succes. Det er første gang, vi har afholdt Høstmarked og Anneberg Festival sammen, og de to ting komplimenterer hinanden rigtig fint. Høstmarkedet og Nygården har dannet den perfekte fysiske ramme for musikken, og musikken har tilføjet omgivelserne med en super stemning.”

Samarbejde i højsædet

Helene fremhæver især samarbejdet på tværs af organisationen som en af de helt store fordele ved at kombinere Høstmarkedet og Anneberg Festivalen til et samlet arrangement:

”Det er en af de gange om året, hvor alle bostederne kan mødes. Normalt kan der jo være lidt langt for dem fra Sorø eller Kr. Eskilstrup, men til Høstmarkedet deltager de. Sorø har i år haft en bod, hvor de har solgt fuglehuse og nips fra den underafdeling af Nygården, som ligger i Sorø, og er daglig beskæftigelse for de fleste af de beboere, der bor der.”

Helene fortæller, at det også gør en forskel i de lokale samarbejder:

”For de beboere, der normalt arbejder på Nygården, gør det en forskel, at deres kontaktpersoner er med denne weekend og kan få et anderledes indblik i deres arbejde. Det giver et andet udgangspunkt og en bedre forståelse at kunne tale ud fra i det daglige samarbejde mellem beboer og kontaktperson.”

Købelystne gæster

Til høstmarkedet var der en masse lokale forretningsdrivende, som havde boder med alt fra børnetøj til vin. Tilbagemeldingen har været, at alle er godt tilfreds, og at der har været godt salg i alle boderne.

Det er ikke kun de lokale forretningsdrivende, der har solgt godt i weekenden. Vejret indbød nemlig også til, at Twillingegården og Rørmosen fik solgt en masse burgere med kød fra Twillingegårdens økologiske Herefordkvæg:

”Vi har solgt over forventning fra vores boder, så beboerne har ikke kedet sig, når de har stået klar til at betjene kunderne. Og vi fik som sædvanlig rigtig gode tilbagemeldinger på vores burgere.” fortæller Helene og fortsætter entusiastisk med tanker, hun allerede har til planlægningen af næste års Høstmarked:

”Vi skal selvfølgelig have slush ice og popcorn til næste år og heliumballoner – det har før været et hit hos børnene.”

Høstmarkedet er altid den første weekend i september, så du kan allerede nu skrive det i kalenderen for 2018, så du er sikker på at have tid til at kigge forbi.

Her kan du se billeder fra Høstmarkedet.