Christoffer færdiguddannet gastronomiassistent beskæftigelse Granhøjen en kæmpe sejr
27. november 2018

En kæmpe sejr

”Christoffer fik en kniv”. Sådan lød overskriften for nylig i avisen Nordvestnyt om en af Granhøjens beboere. Artiklen gør Christoffer stolt. Den handler nemlig om en af de helt store dage i Christoffers liv. En dag han ikke selv havde troet var mulig for bare få år siden. Kniven var nemlig en gave i anledningen af, at hans læretid på Hotel du Vest nu var afsluttet med en bestået eksamen som gastronomiassistent.

”Jeg havde aldrig troet, at jeg kunne få en uddannelse. Jeg troede, jeg skulle ende på førtidspension,” siger en tydelig berørt og stolt Christoffer, da vi viser ham artiklen.

Vi møder ham i Tjørneparkens produktionskøkken, hvor han arbejder som assistent i køkkenet, der hver dag laver mad til 120 mennesker. Christoffer har taget en pause fra køkkenarbejdet for at fortælle om, hvordan han fik den store sejr i hus. Det stod nemlig langt fra klart, at han i dag – tre et halvt år efter han kom til Granhøjen – skulle stå med en uddannelse. Inden var gået flere år, hvor Christoffer var blevet mere og mere syg og til sidst måtte opgive sin uddannelse til pædagogassistent.

”Jeg ville gerne være pædagog. Jeg er god til børn, god til at motivere og lave aktiviteter med dem. Derfor gik jeg efter skolen i gang med en EGU som pædagogassistent. Jeg var glad for studiet og god til det. Jeg kunne mærke, at jeg gjorde dem glade og gjorde en forskel for dem. De sad ikke bare og hang men blev motiveret til at lave forskellige aktiviteter. Det motiverede også mig”, fortæller Christoffer.

Begyndte at høre stemmer

Men selvom Christoffer holdt af jobbet og var god til det, blev han oftere og oftere nødt til at melde sig syg fra jobbet.

”Jeg fik det langsomt mere og mere psykisk dårligt. Det startede med, at jeg hørte hvisken for ørene. Jeg vidste ikke, hvad det var, og hvordan jeg skulle håndtere det. Jeg tænkte, hvad sker der? Er jeg ved at blive sindssyg? Så blev det til stemmer i hovedet. Jeg kunne ikke få ro i hovedet. Til sidst kunne jeg ikke være i børnehaven. Jeg blev mere og mere syg af at være der og ringede til sidst og meldte mig syg.,” fortæller Christoffer, som havde svært ved at finde forståelse for sin sygdom fra både familie og venner.

”Jeg så jo ikke syg ud. Jeg har kæmpet med venner og familie, der ikke kunne forstå, at jeg er syg. De troede, jeg var doven og ikke gad arbejde. Men jeg ville gerne arbejde. Jeg kunne bare ikke. Man kan ikke altid se, hvad der er på den anden side af et menneske. Det var virkelig hårdt, at der ikke var nogen, der troede på mig. I dag har jeg det sådan, at hvis andre ikke kan forstå, at jeg er syg, så skal de ikke være en del af mit liv. Min familie forstår i dag min sygdom. Det har betydet utrolig meget for mig, og jeg har i dag et rigtig godt forhold til min familie,” siger Christoffer, der til sidst tog sagen i egen hånd og kontaktede sin læge, der sørgede for, at Christoffer blev udredt og kom i behandling for den skizofreni, som havde udviklet sig og nu betød, at Christoffer ikke kunne arbejde og tage vare på sig selv.

Kom i lære

Kommunen tilbød ham derfor en plads på Granhøjens botilbud Dalhøjgård. Et sted Christoffer aldrig selv havde hørt om før, og som lå langt fra Christoffers venner og familie.

”Det var meget anderledes at komme til Dalhøjgård. Jeg skulle passe dyr, muge ud og sørge for foder. Det havde jeg ikke prøvet før, og der var ikke mig. Men alligevel var det rart at være beskæftiget. Senere blev jeg rykket ned i køkkenet og blev en del af holdet, der lavede frokost til alle dem, der var i beskæftigelse. Jeg tror, de havde fundet ud af, at jeg godt kunne lide at lave mad, og at jeg var god til det,” siger Christoffer.

Og Christoffer var god til det med madlavningen, skulle det vise sig. Så godt at han efter noget tid fik tilbud at få beskæftigelse på Hotel du Vest, som er en café på gågaden i Nykøbing Sj.. Arbejdstiden lød på fire timer dagligt fra kl. 10 til kl. 14, men allerede efter en uge var Christoffer oppe på fuld tid, og det har han været lige siden.

”Jeg begyndte kort før påske, som virkelig er en travl tid. Det var hårdt, men jeg klarede det. Det er ind i mellem hårdt arbejde. Men jeg ved godt, at jeg skal vænne mig til, at det bliver endnu hårdere andre steder. Det er jeg blevet meget bedre til,” siger Christoffer, der for halvandet år siden takkede ja, da han fik muligheden for at få en læreplads på hotellet som gastronomiassistent.

”Jeg har altid godt kunne lide at stå i et køkken. Siden jeg var lille, har jeg været i køkkenet med min mor og hjulpet hende. Og da jeg arbejdede i børnehave endte jeg altid med at stå ude i køkkenet. Jeg troede bare ikke, at det var den vej, jeg skulle,” fortæller Christoffer.

Føler mig hjemme i et køkken

Uddannelsen som gastronomiassistent er en blanding af både skole og praktik. Praktikken klarede Christoffer på Hotel du Vest, hvor han kendte rutinerne og arbejdet, men tiden på skolen var en omvæltning.

”Jeg har det elendigt med at gå i skole. Jeg havde da også problemer i begyndelsen, når vi var på skolen. Vi fik bare et stykke kød, og så skulle vi arbejde med det. Hvad skulle vi gøre? I dag ved jeg godt, at så slår man op i kokkebogen og går i gang. Men det vidste jeg ikke dengang. Så ringede jeg til bostedet, og spurgte hvordan jeg skulle håndtere det. Så sagde Sten, at jeg skulle prøve at spørge en lærer. I dag er jeg meget mere opmærksom på, hvad vi får lært, hvad de siger, og hvordan jeg bruger det,” siger Christoffer, der stadig har sine favoritdiscipliner og ting han mindre godt kan lide.

”Jeg føler mig hjemme i et køkken. Jeg ved, at jeg har evner og tanker at byde ind med. Men jeg kan stadig ikke lide at lave konklusioner, hvor man skal udregne, hvor meget det skal koste for andre. Det her med matematik og eksempelvis regne spild ud. Det kan jeg ikke lide. Men at lave maden og høre andres respons. Det gør mig glad. Så skal man så også være klar til at der kan komme kritik ind i mellem. Sådan er det. Det må man tage med,” siger Christoffer, der oplevede, at der var stor forskel på, hvordan lærerne på skolen og så Jesper (kokken på Hotel du Vest) motiverede ham til at arbejde.

Har fået succesoplevelser                 

”Jesper er meget anderledes, end de er på skolen. Han er god til at håndtere mig. Han siger ”Kom nu i gang, kom nu”, mens de på skolen bare forventede, at man gik i gang. Jesper kan godt være hård, men han er utrolig god til at motivere og få folk i gang. Og jeg ved jo godt, at de gerne vil vænne mig til, hvordan det kan være ude på en arbejdsplads. De vil gøre os robuste. Sådan er det i den virkelige verden. Bare dobbelt så hårdt,” siger Christoffer.

17. oktober i år kunne han så endelig sætte et punktum for uddannelsen og kalde sig gastronomiassistent – eller kokkens højre hånd, som han selv kalder det. Måske vil han på sigt uddanne sig videre, så han selv en dag selv er kokken, men ikke lige nu.

”Det vigtigste, der er sket på Granhøjen, er, at jeg er blevet mig selv. Jeg har fået succesoplevelser, fået den rigtige medicin mod min sygdom og så har jeg fået godt selskab og forståelse. Beskæftigelsen har været en stor del af det. Selvom det har været hårdt, havde det været meget værre bare at lave ingenting. Det har været sådan en trappe af små succesoplevelser,” siger Christoffer og kigger igen på artiklen om hans beståede eksamen.

”Det er helt vildt. Det er en kæmpe sejr,” siger han.

 

Du kan læse mere om Granhøjens beskæftigelse på Granhøjens hjemmeside her.

Du kan læse mere om Hotel du Vest på deres hjemmeside her.