28. februar 2020

Når forandring og ansvar giver mening:

Josephine er netop flyttet fra Rørmosegår, og hun vil gerne inspirere med sin fortælling om hendes erfaringer, og hvad der gav mening for hende til at skabe en forandring samt finde håb og drømme for sin fremtid.

”Jeg husker særligt de første gange jeg mødte Josephine. Her tænkte jeg allerede, at det bliver et samarbejde om behandling og udvikling, som muligvis kunne blive udfordrende. Sammen med Josephine forsøgte vi hurtigt at gøre noget andet, for det vi gjorde, virkede ikke. Det var tydeligt, at det ikke gav mening for Josephine at være i rammerne; de gav slet ikke mening i forhold til hendes håb og drømme.

Da Josephine fik mere ansvar i sin hverdag, begyndte hun også at finde ud af, hvad der virkede bedst for hende. Det betød, at Josephine fik sig nogle sunde strategier til at håndtere sin hverdag. En helhedsbehandling med bo-træning, beskæftigelse, terapi, nedtrapning af medicin, sociale relationer og ansvar i hverdagen medvirkede til, at Josephine nu blev klar til at mestre sin fremtid på egen hånd med redskaber til at klare sig på selvstændig vis.

Det lykkedes kun, fordi Josephine gik ind i samarbejdet omkring hendes mål, og hun valgte udvikling til. Vi er meget stolte af Josephines mod til at skabe udvikling, og vi ønsker hende al held og lykke.”

På vegne af Granhøjen/Rørmosegård – Maj-Britt

 

Josephines fortælling:

Det hele startede, da jeg i starten af juli 2019 flyttede ind på Granhøjens botilbud “Rørmosegård”. Jeg var virkelig meget imod det, jeg kunne ikke lide at være der og mente ikke, det kunne hjælpe mig at være der. Allerede til min første samtale hos psykiateren siger han vi skal prøve at fjerne min medicin, jeg var virkelig skeptisk, men vi gjorde det. Og det er seriøst det bedste jeg har gjort for mig selv. Efter jeg stoppede på medicinen, vendte mit liv sig 180 grader, for før jeg stoppede “flygtede” jeg fra mig selv, jeg tog hele tiden til København, tog i byen og sov hos venner og veninder. Man vidste aldrig helt hvor jeg var og hvad jeg lavede, jeg var kort sagt helt ude et sted hvor jeg ik kunne bunde.

Men efter jeg stoppede, så begyndte jeg og forstå meningen med at personalet bare ville hjælpe mig. Jeg flyttede op i noget som hedder skipperhuset som er et selvstændigt hus hvor man lære at bo selv, det var svært til at starte med, men hold da op hvor er jeg blevet stærk af det, jeg har lært at bo selv samt jeg har lært at tage ansvar for mit eget liv.

Og det hele kan jeg kun takke Granhøjen og personalet for. Jeg var ALDRIG kommet så langt hvis det ikke havde været for deres hjælp. Jeg nåede at bo på Granhøjen i 6, 1/2 måned inden jeg nu er flyttet helt ud i selvstændig bolig.

Mit råd til andre som står i en svær situation er: tag den tid det tager, du kommer ingen vegne hvis du stresser dig selv, det hele skal nok komme hvis du tror på det og hvis du acceptere at det er okay at have det svært. Og for Guds skyld vær åben omkring hvordan du har det, personalet er kun til for at hjælpe.

/Josephine.