Granhøjens botilbud Nygården har gang i Julesalget
3. november 2017

Julen nærmer sig med hastige skridt… På Nygårdens Gårdbutik kan de ikke vente og har taget forskud på julens glæder – og travlhed

Selvom vi kun lige er nået forbi efterårsferien, står den allerede på jul i Nygårdens Gårdbutik. Julen er en travl tid, det oplever vi alle gang på gang. Det gælder især for medarbejderne på Nygårdens Gårdbutik. Nygården er et af de beskæftigelsestilbud, Granhøjen samarbejder med, og her knokler alle medarbejderne på udeholdet og inde i butikken i øjeblikket med at følge med efterspørgslen på julevarerne.

Af: Mathilde og Sidse

Så snart sommeren er ovre, starter forberedelserne til julesæsonen. Pynt og julenips i butikken skal nemlig stå klar til efterårsferien, for det er nemlig i efterårsferien, at Nygården har sit største julesalg. Men det er ikke altid, at andre er ligeså hurtig klar på julen, som de er på Nygården:

”Vi mangler stadig en del varer i butikken, fordi leverandørerne ikke er begyndt at sælge deres julevarer endnu”, siger Søren som arbejder på Nygården. Lige nu mangler de en julemand til en af de fine store julekoner fra sidste år, men han lader vente på sig, for leverandøren har ikke selv fået ham hjem endnu.

Nogle kunder bliver overrasket over, at julepynten allerede har sneget sig ind på Nygården. Men de kan alligevel ikke modstå Nygårdens godter af julepynt og nips. Som en kunde i butikken fortæller:

”Jeg kom egentlig først for at købe noget udendørs. Men vejret er dårligt, så vi kom her indenfor og kiggede. Og så fandt jeg jo alligevel nogle ting”, siger hun smilende og viser nogle røde julelys frem.

Og det er en tendens, der er blevet lagt mærke til af Marianne, som er en de mange medarbejdere, der er med til at pakke ud, prismærke og sætte julevarer op i butikken:

”Vi havde gjort klar med en masse julepynt før efterårsferien. Og da vi nåede midten af ferien, var vi nødt til at bestille flere varer hjem. Der var bl.a. nogle små glasflasker, vi havde helt udsolgt af allerede. Og vi startede altså med at prismærke 200 flasker.”

Vi er nogle af de første

Medarbejderne i Nygårdens Gårdbutik er ikke nødvendigvis helt vildt i julestemning, når de pynter op i butikken. Det er en forretning, og de er blevet vant til at starte så tidligt, så i opstartsfasen har de travlt med at prismærke og lave plads til de nye varer. På den måde er det næsten blevet en nødvendighed at begynde på julesæsonen i så god tid:

”Vi skal nå alt – på meget kort tid”, lyder det fra Anette, som daglig leder på Nygården. Anette binder kranse om aftenen og hygger sig med at upcycle og finde på nye ideer til alternativ julepynt, som også bliver sat til salg i butikken.

Marianne synes slet ikke, det er en dårlig ting, at Nygården er så hurtig til at hive julen indenfor:

”Det sjoveste ved at jule så tidligt er, at der for kunderne altid er klart med julepynten på Nygården. Vi er nogle af de første, og folk bliver som regel overraskede over at vi allerede har julevarerne klar, men de køber altså noget lige fra det tidspunkt, vi sætter det op.”

Julestemningen finder dig

Oppyntningen på Nygården er så fin og gennemført, at man ikke kan undgå at komme lidt i julestemning. Anette fortæller, at alle medarbejdere har knoklet både inde og ude, og de har været kreative, så de til sidst kunne vise det fine resultat frem til kunderne. Det er også en del af motivationen i det hårde arbejde, der ligger op til de er juleklar.

Det er ikke kun alle de julevarer, der bliver sat til salg i butikken, de har bakset rundt med i allerede godt en måned, det er også den oppyntning, der gør Nygården indbydende og juleklar. Og her har Søren en klar favorit, som desværre ikke er til salg:

”Vi har fået de her afskrabede juletræer, som blev brugt på bostederne sidste år. Så har de været ude hos gederne her på Nygården, så alle nålene er blevet spist. De passer rigtig godt ind i vores stil, og så er det også praktisk, at de ikke drysser”.

Der er også en del arrangementer i julesæsonen. Eksempelvis har Nygården julestue med gløgg og æbleskiver i december måned. Julebasaren, som normalt ligger i oktober, blev aflyst i år, hvor Nygården i stedet tog del i det landsdækkende økologisk Høstmarked den første weekend i september:

”Høstmarkedet ligger tidligere, hvor det er varmere og kunderne har mere lyst til at være udenfor. Til Høstmarkedet er det udelukkende beboere og bosteder som står for boderne. I stedet for at have de mindre arrangementer, er det blevet slået sammen til et stort”. Det synes Søren er mere praktisk, og så er der jo også mere tid til alle de hyggelige julearrangementer på Nygården i november og december.

Nygården oser af julestemning og hygge, og man får tankerne hen på ”Julen varer længe, koster mange penge” – det er i hvert fald de færreste, der kommer indenfor på Nygården, som ikke lige skal have en lille ting med hjem.

Du kan se de afskrabede juletræer og alt det andet fine julepynt, du kan købe på Nygården lige her i billedgalleriet. Og hvis du hellere vil et smut forbi Nygården, kan du se mere om julearrangementer og åbningstider på facebook.

Hvis du er blevet mere interesseret i konceptet socialøkonomiske virksomheder, kan du læse mere om Granhøjens samarbejde med Nygården her.

Du kan også læse mere om hvad der sker, når julen kommer til Granhøjen her.