17. april 2018

Tid til at samle skrald igen

Sidste år røg der mere end et kvart ton skrald i sækkene, da Granhøjens ansatte og beboere samlede skrald i forbindelse med Danmarks Naturfredningsforenings årlige landsdækkende skraldeindsamling. Nu er det tid igen. Og Granhøjens botilbud melder klar til at slå sidste års rekord.

”Det er en vigtig sag, som vi gerne vil bakke op om. Vi har på alle Granhøjens botilbud sat den daglige affaldssortering i system, så vi skåner naturen så meget som muligt. Men desværre ser vi mange steder, at det flyder med affald i naturen, og her vil gerne bakke op og hjælpe med indsamlingen,” siger Helene Hvid, som er projektleder i Granhøjens miljøgruppe.

Igen i år har Danmarks Naturfredningsforening arrangeret en landsdækkende affaldsindsamling. Sidste år deltog 35.000 mennesker landet over og samlede i alt 182 tons affald. Ligesom de sidste to år er Granhøjen aktiv deltager i årets indsamling.

En hyggelig dag

Alle Granhøjens botilbud deltager og får udleveret ruter, så et stort område bliver dækket af indsamlingen. Med fyldte sække og tomme maver drager alle mod Rørmosen, hvor affaldet bliver vejet, og der er tændt op i grillen og gjort klar til fællesspisning.

”Det er dejligt at kunne kombinere en vigtig sag med hyggeligt samvær. Det plejer at være en virkelig hyggelig dag, hvor alle med god samvittighed kan slappe af efter at have gjort deres pligt og nyde eftermiddagen med en grillpølse og en sodavand,” siger Helene Hvid, der håber, at Granhøjen som sidste år igen slår rekorden i hvor meget affald, der bliver samlet.

Her kan du læse om hvordan Granhøjens affaldsindsamling slog rekorden i 2017.