Konkurrence skal få Beboere på Granhøjen til at spare på strømmen - Vinder fundet
9. maj 2018

El-spare-konkurrencen er et af de grønne tiltag i Granhøjens miljøgruppe, og den har været i gang fra 1.november på alle Granhøjens bosteder. Der har især i de sidste måneder været kamp om førstepladsen. Maja fra Rørmosen var med til at vinde præmien for mest indsamlet skrald for nogle uger siden – og hun har fortalt os, at hun også gerne ville have vundet el-spare-konkurrencen. Du kan læse om indsamlingen her.

Det blev nemlig Tjørneparken som løb med sejren for mest sparet el i løbet af de seks måneder, konkurrencen var i gang. Hør hvordan de gjorde i nedenstående beretning fra Yvonne, som er teamleder på Tjørneparken syd:

  >> I den første tid i el-spare-konkurrencen tænkte vi da over at slukke for lyset, når vi gik ud af et rum, men heller ikke mere end det. Vi gik jo den mørke til i møde og syntes at det var mørkt nok uden for, til vi også skulle have det mørkt inden for.

Så en dag kom Sabina fra Tjørneparken Nord glædestrålende og fortalte, at vi lå nummer to efter Rørmosen, og nu skulle vi gøre alt for at vinde – Kom nu sagde hun, vi må gøre noget…

Fra den dag blev alt lys slukket, både på gangene, i boligerne og i fællesarealet. Vi hat tændt mange levende lys i denne vinter, og vi har hygget… Vi indkøbte tørrestativer til beboernes vasketøj, og brugte kun tørretumblerne højst nødvendigt. Vi slukkede vores pc, er, vi har endda skrevet mail til afdelingsleder Vinni – da vi kunne se i mørket, at hendes pc stod tændt i weekenden. Og straks blev den også slukket.

Det har været rigtig sjovt at dyste, og det er det, der har givet os blod på tanden… Og vi blev yderligere inspireret, da vi så fik at vide, at vi lå nummer et – så skulle vi jo yde ekstra, for at beholde førstepladsen.

Vi har alle i det daglige været gode til at minde hinanden om at slukke lyset i boligerne og fællesarealerne. Vi har altså holdt ud, at der har været mørkt, til tider meget mørkt, men dog ikke mere end vi har kunne finde rundt. Vi kan ikke prale af, at vi har lavet mad over bål og vasket tøj i koldt vand, men det at vi havde fokus på miljøet, og alle her har et udpræget vindergen, har gjort, at vi vandt.

                           Halløj… Tjørneparken vandt og vi glæder os til at dyste med jer alle sammen igen…”

Vi har spurgt Tjørneparken hvad gevinsten skal bruges på. Tjørneparken Syd vil købe en gasgrill, som kan være samlingspunkt for alle hele sommeren.

Hvis du ikke har været med fra starten, kan du læse mere om el-spare-konkurrencen i de her artikler:

Konkurrence skal få alle til at spare på strømmen

Granhøjens miljøgruppe om el-spare-konkurrence og samle-skrald-dag